Madsen: Vi har brug for en tillidsreform til en presset ungdom

Bortset fra mink-kommissionen har ingen rapport i år været ventet med så meget spænding og forventning som Reformkommissionens.

Der er drukket et hav af danskvand med citrus til en næsten uendelig række af konferencer i DJØF-Danmark, hvor formand Nina Smith og hendes kolleger har præsenteret interessante overvejelser og analyseret udfordringer. Den skal danne udgangspunkt for de reformer, Mette Frederiksen forventer at vinde næste valg på.

LÆS OGSÅ: Overblik: Det foreslår reformkommissionen

Derfor er det ærgerligt, at kommissionens fokus i høj grad er på det måske mindste problem: At for mange unge tager for lange uddannelser. Den meste gennempryglede krikke i dansk politik - afskaffelse af SU’en på universiteternes kandidatuddannelser - sendes ud til endnu et sørgeligt derby.

Du er god nok, og det går nok

Rapporten gennemsyres af en fundamental mistillid til unge mennesker, der ikke forstår, hvad samfundet har brug for.

Måske er der, ligesom i den offentlige sektor, brug for en tillidsreform over for de unge?

Måske skulle vi starte med at investere massivt i uddannelserne over en bred kam til den ungdom, der har rekord i depressioner og angst. Måske skal politikere og kommissioner bare engang i mellem lade det evindelige venlige skub i ryggen afløse af en kærlig hånd på skulderen: Rolig nu. Du er god nok, og det går nok. 

50 antropologer fra eller til er ligegyldigt
I øjeblikket afdækker A4 Medier, hvordan FGU-uddannelsen til de svageste unge sejler. Økonomien hænger i laser og arbejdsmiljøet er horribelt i en hverdag, hvor lærerne er totalt overmatchet på både penge og kompetencer. 

Det afgørende problem at løse for Danmarks fremtid er, at alt for mange unge fra socialt svag baggrund, som de fleste på FGU, aldrig får en uddannelse, og dermed aldrig får åbnet øjnene for deres egne evner og i bredere forstand lærer at være et voksent menneske.

Om der er 50 flere eller færre, der læser antropologi er en marginal problemstilling i den sammenhæng. Det er ikke dem, der ender med dårlige, korte og fattige liv på overførselsindkomster, der går i arv til deres børn.

De udsatte unges problemer lover kommissionen, at vi får svar på senere - der kommer en god rapport til efteråret.

Unge vil udenom de voksnes rævesakse

I mellemtiden har kommissionen pløjet sig i ned i den evige rille, som dansk politik sidder fast i, hvor de unge bliver reduceret til produktionsfaktorer i samfundsmaskinen, der skal matche prognosernes evigt usikre ideer om fremtidens arbejdsmarked.

Der er et gennemgående træk i de unges uddannelsesvalg i disse år: Et forsøg på at slippe uden om de rævesakse, de unge føler er lagt ud for dem af politikere og systemet i bredere forstand. Det handler om at holde sine muligheder åbne længst muligt.

Det er måske hovedårsagen til, at den meste fleksible ungdomsuddannelse - gymnasiet - er den suverænt mest populære, mens søgningen til erhvervsuddannelserne er stagneret.

Hvis man vælger erhvervsuddannelserne, som der i hvert fald på kortere sig er bedre jobmuligheder og flere penge i, så føler mange unge sig sat i jobbås: Nu er du kok eller tømrer eller sosu-assistent. 

Kommission er elendig karriererådgivning

Det er en af årsagerne til de katastrofale søgningstal på velfærdsuddannelserne, der blev offentliggjort forleden. Hvis du søger ind på lærerseminariet, så ser mange unge døren til lærerværelset lukke sig bag dem i de næste 40 år. Nej, så hellere fem-seks år med samfundsfag på RUC, hvor man kan se tiden lidt an og finde sig selv.

Hver gang politikerne sætter en ny snubletråd op, så søger de unge uden om den - og med god grund. 

Unge ser jo på den voksne generation og ser, at mange af os voksne har klaret den på trods af eller måske netop på grund af omveje og vildfarelser, svinkeærinder og fejlskud. Tænk sig, at vi har en statsminister med noget så gennemført ubrugeligt i samfundets Excel-ark som en mastergrad i Afrika-studier.

Ind og ud af vuggestuen

Hvad nu hvis vi i stedet for endnu en reform, der forsøger at banke unge ind i kategorier så tidligt som muligt, tog udgangspunkt i at gøre de valg, der er samfundsøkonomisk attraktive, stærkere for de unge.

Lav en storstilet økonomisk satsning på erhvervsuddannelserne, der skal sikre, at manglende praktikpladser og nedslidte skoler hører fortiden til. Giv lærerne bedre forhold, gør udlandsophold til en del af undervisningen, lad pengene følge al den kærlige politiske tale.

Giv nemmere adgang til døren ind og ud af lærerværelset og vuggestuen - både ved at give universitetsuddannede bedre mulighed for at stemple ind i de afgørende job med den fornødne efteruddannelse, og giv ret til efteruddannelse på gode vilkår til unge, der arbejder som lærer eller pædagog i nogle år.

Men vigtigst af alt. Vis at uddannelse ikke er et projekt, der skal afsluttes, når man er i midten af tyverne. Det er et livsvarigt projekt for en generation, der skal være på arbejdsmarkedet til langt op i 70’erne - fx gennem ideen om en individuel uddannelseskonto. Her har kommissionen desværre tænkt alt for traditionelt, trods et velgørende fokus på kortuddannede voksne.

Man må håbe, at fantasien rækker længere, når det virkeligt store problem - unge, der aldrig får hverken uddannelse eller fast arbejde - dukker op på dagsordenen.