Minister glæder sig over jobsituationen: Vi er godt på vej ud af krisen
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) mener, at Danmark har grund til at glæde sig over situationen på arbejdsmarkedet. Især nu, hvor vi er på vej ud af coronakrisen.
Det siger han på baggrund af mandagens tal for ledighed. Tallene er tæt på at være de laveste siden den hidtidige bund i 2008.
- Det er et udtryk for, hvordan vi i Danmark har klaret coronakrisen.
- Vi valgte at forsøge at holde styr på smitten, samtidig med at vi førte en meget aktiv krisepolitik, der har holdt hånden under både lønmodtagere og virksomheder, siger Hummelgaard.
Han erkender, at der er risiko for, at vi løber tør for ledige hænder. Men samtidig minder ministeren om, at der bliver arbejdskraft til rådighed, efterhånden som de ekstraordinære coronatiltag fases ud eller skæres til.
- Der er mange, der har været ansat i testcentre, som står til rådighed for andre typer af arbejde, efterhånden som vi trapper ned.
- En del af dem har ikke haft tilknytning til arbejdsmarkedet tidligere, men har nu fået nogle erfaringer.
- Vi har stadig mange på kontanthjælp, som vi skal have i gang, og vi har også seniorer, der har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet igen, efter at have været ledige, siger ministeren.
Samtidig peger Peter Hummelgaard Thomsen på, at der for nylig blev indgået en aftale blandt en kreds af partier i Folketinget, som kan øge udbuddet af arbejdskraft i Danmark, hvis den vedtages i sin fulde form.
Det sker blandt andet ved at lempe reglerne for modregning af ægtefæller og ved at sænke grænsen for, hvad en person fra et land, der ikke er en del af EU, skal tjene for at kunne få arbejdstilladelse - den såkaldte beløbsordning.
- Vi håber, at et flertal i Folketinget vil hjælpe virksomhederne med at skaffe den nødvendige arbejdskraft ude omkring i verden, siger ministeren.
/ritzau/