
Uden trænere, holdkammerater og frivillige ville de danske topatleter ikke kunne præstere og være med i kapløbet om at vinde OL-medaljer til Danmark ved OL 2021 i Tokyo.
I en ny kampagne hylder fem store danske virksomheder og DIF, Team Danmark og Sport One Danmark dem, der har stået de danske atleter gennem tiden.
LÆS OGSÅ: EM-succes sikrer danske spillere million-bonus
- I mange andre lande verden over, er der stor afstand mellem bredde og elite. Også i sporten. Det er modsat i Danmark, hvor foreningslivet og trænere, holdkammerater, frivillige og alle andres opbakning til talenter og stjerner hænger uløseligt sammen med det professionelle elitearbejde og topatleternes succes, siger Didrik Fjeldstad, adm. direktør i Sport One Danmark, i en pressemeddelelse.
I kampagnen 'Ingen vinder alene' optræder fem atleter - Mads Mensah, Sara Slott Petersen, Lasse Norman Hansen, Daniel Wagner og Anne-Marie Rindom - bl.a. som fotomosaikker formet af forældre, klubkammerater, trænere, frivillige og de mange andre, der har stået bag dem gennem tiden. Det gør de på film og billeder på sociale medier, i aviser og på stationer i hele landet.
Derudover vil de også optræde på eksempelvis mælkekartoner fra Arla og megabannere på bygninger og butikker i Salling Group, der sammen med ISS, Nykredit og Ørsted står bag kampagnen. Derudover er den private erhvervsdrivende fond, Elsass, der arbejder for at øge livskvaliteten for mennesker, som er ramt af hjerneskaden cerebral parese, også med. Det er partnernes mål at fortælle, at idræt giver værdi til alle.
- Foreninger og fællesskaber, hvor vi mødes på tværs af alder, køn og baggrund med værdier som ansvar, tillid og initiativ, er blandt de vigtigste råstoffer, vi har i Danmark, siger Didrik Fjeldstad.
LÆS OGSÅ: Frivilligt arbejde booster din sundhed