Omsorg drukner i effektivitet på sygehuse: Kan ramme både ansatte og patienter

20181023-190808-4-1920x1282we
Manglende omsorg rammer ikke alene patienterne, men også personalet, der kan få følelsen af ikke at slå til. (Arkivfoto) Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Mangel på omsorg rammer både patienter og ansatte, fastslår Det Etiske Råd. Kræftafdeling i Vejle viser vejen.

Helbredelse handler om mere end kort ventetid, effektiv behandling og hurtigst muligt hjem fra hospitalet.

Patienter har behov for at blive mødt af læger og plejepersonale, der har tid til omsorg.

I en rapport konkluderer Det Etiske Råd, at sundhedsvæsenet risikerer at skubbe indlevelse og nærvær til side i sit fokus på at være effektivt.

- Ingen ønsker sig tilbage til tiden med lange ventetider og knap så gode behandlingsresultater.

- Men det er vigtigt, at omsorgen nu også tænkes ind, siger Morten Bangsgaard, der er formand for rådets arbejdsgruppe.

Rapporten offentliggøres, mens regioner og kommuner venter på regeringens udspil til en sundhedsreform.

Udspillet er lovet i løbet af foråret og skal blandt andet give bud på, hvordan sygehuse, praktiserende læger og kommuner sikrer mere sammenhæng i behandlingerne.

I den forbindelse skal der lyttes til Det Etiske Råd, siger Jane Heitmann, der er omsorgsordfører for Venstre og formand for Folketingets sundhedsudvalg.

- Omsorg er afgørende for, at patienten kommer sig hurtigt og godt.

- Desværre er det min oplevelse, at sygehusledelserne har en tendens til at glemme det, fordi de har et meget skarpt fokus på selve sygdommen.

Manglende omsorg rammer ikke alene patienterne, men også personalet, der kan få følelsen af ikke at slå til.

I sidste ende kan det føre til personaleflugt, påpeger rådet.

Det er op til den enkelte sygehusledelse at sikre omsorg af hensyn til begge parter, siger Morten Bangsgaard.

- Ingen forestiller sig, at der tilføres flere ressourcer, så personalet får mere tid. Det bliver inden for de givne rammer, at der skal skal skabes plads til omsorg.

Konklusionerne bygger arbejdsgruppen blandt andet på en række besøg på sygehuse.

Eksempelvis kræftafdelingen på Vejle Sygehus, der fremhæves som et godt eksempel ved at tildele hver patient egen læge.

Inden ordningen kunne patienterne møde 10-15 forskellige.

Ifølge overlæge Christa Haugaard Nyhus, Vejle Sygehus, er der fordele for både patient og læge ved ordningen.

- Selv om du læser journalen grundigt, så er det svært at opnå samme tillid, hvis man ikke har set patienten tidligere. Den rådgivning, vi giver, bliver bedre, når vi kender hinanden.

- Det gør patienten tryg, og det giver lægen større tilfredshed i arbejdet. Vi går gladere hjem.

/ritzau/

GDPR