Enhedslistens nye frontfigur er samme skarpe kapitalismekritiker, men i en mere blød indpakning

20230822-112710-L-1920x1279we
Tirsdag i sidste uge præsenterede Enhedslisten Pelle Dragsted som partiets nye politiske ordfører. Her lød et budskab fra den nye leder, at partiet ønsker at stå stærkere for de danske lønmodtagere. Enhedslisten skal ifølge ham være et “bredt folkeligt parti”.  Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
PORTRÆT: Pelle Dragsted har givet Enhedslisten mere troværdighed på økonomisk politik, lyder det fra folk i egne rækker, mens han af politiske modstandere fortsat kan opleves en anelse firkantet. A4 Aktuelt tegner et portræt af partiets nye politiske ordfører.

Den kapitalistiske økonomi er “en ulighedsmaskine”. Faktisk “en dødsmaskine, hvis vi snakker klima og biodiversitet”. 

Sådan lød det fra Enhedslisten finansordfører tilbage i marts, da han stod bag den lodrette talersøjle i DR’s Debatten. 

Pelle Dragsteds antikapitalistiske budskab har været det samme, siden han som 13-årig blev en del af Danmarks Kommunistiske Ungdom. Anderledes er det med hans metode, som er blevet blødere i kanten gennem årene.

I sin ungdom var Pelle Dragsted en del af den oprørske gruppe ‘Antifascistisk Aktion’, hvor fysisk vold var legitimt.

Siden har den 48-årige politiker taget afstand fra sin fortid, og i stedet udbredt sine tanker på parlamentarisk manér i debatter, skriftlige debatindlæg og bøger - senest med ‘Nordisk Socialisme’.

Af samme grund ligner Pelle Dragsteds forandring på mange dén, som Enhedslisten har gennemgået de seneste 20 år - nemlig fra at være et protestparti til et ansvarligt og kompromisvilligt parti, der troligt møder op til finanslovsforhandlinger med regeringen.

I anledning af det enstemmige valg af Pelle Dragsted som ny politiske ordfører, tegner A4 Aktuelt et portræt af Enhedslistens nye frontfigur, der baserer sig på kilder fra både eget parti, den modsatte side af den politiske akse og fagbevægelsen om hans politiske profil. 

Tidligt i kamp 

Pelle Dragsteds vej mod politik begyndte allerede, da han som syv-årig stod ansigt til ansigt med stofmisbrugere, kriminelle og alkoholikere, da han besøgte sin mors arbejde på bostedet Lindevangen. 

“Det gødede jorden for min sociale indignation,” har han tidligere fortalt til Politiken

Pelle Dragsteds mor var socialrådgiver ligesom hans stedfar, som han boede med på Nørrebro. Som 13-årig bliver Pelle Dragsted en del af Danmarks Kommunistiske Ungdom.

I sin tid hos Antifascistisk Aktion blev Pelle Dragsted arresteret flere gange og dømt for hærværk på Sandholmlejren. Det er handlinger, den politiske ordfører senere har taget afstand fra.  

Pelle Dragsted begyndte en række år senere sit politiske engagement i Enhedslisten. Først som international sekretær og senere som pressechef og politisk rådgiver. I 2015 tog hans karriere i Enhedslisten endnu et skridt, da den dengang 40-årige politiker blev valgt ind i Folketinget.

I dag bor Pelle Dragsted i et kollektiv på Frederiksberg med otte andre voksne og syv børn, og har de seneste år siddet i Kommunalbestyrelsen hos Frederiksberg Kommune.

Vil være et “bredt folkeligt parti”

Tirsdag i sidste uge præsenterede Enhedslisten Pelle Dragsted som partiets nye politiske ordfører. 

Her lød et budskab fra den nye frontfigur, at partiet ønsker at stå stærkere for de danske lønmodtagere. Enhedslisten skal ifølge ham være et “bredt folkeligt parti”. 

Flere kilder fra fagbevægelsen beskriver da også en ‘oprigtig interesse’ fra den nye politiske ordfører, når han har rakt ud til dem i ønsket om at høre udfordringer ude i fagbevægelsen. 

Her peges desuden på, at fagbevægelsen har behov for en tydelig opposition i deres kamp for lønmodtagerne. Den kan Pelle Dragsted være med til at skabe, lyder vurderingen. 

“Hos os har vi også brug for en, der ideologisk kan holde fanen højt. Og desuden med en ideologi, der handler om os mennesker og ikke kun om at blive rigest,” siger formanden for BUPL, Elisa Rimpler.

LÆS OGSÅ: Pelle Dragsted vil gøre venstrefløjen til det naturlige hjem for almindelige lønmodtagere

Men der skal mere til end gode relationer i fagbevægelsen for at blive et bredt folkeligt parti. Og her peges der desuden på noget, der kan være en udfordring: Pelle Dragsted er ærke-københavner. 

Og netop den figur kan stå i vejen for række ud til danskere i den modsatte ende af landet, lyder vurderingen. 

At Pelle Dragsted er født og opvokset i København, kan være svært for ham at gøre noget ved, og det samme er nok tilfældet med fremtoning og formidling af hans politiske budskaber.

Alligevel har politikeren har nogle stærke sider, som partiet kan trække på i kampen for flere vælgere. 

Hans viden giver troværdighed

Den nye politiske ordfører har gennem årene givet Enhedslisten mere 'troværdighed', påpeger flere kilder - primært fra partiets egne rækker. 

Det bunder blandt andet hans indsigt i den økonomiske og finanspolitiske verden.

Ifølge flere kilder er Pelle Dragsted både "belæst" og har styr på sit område som finansordfører, og som eksempel fremhæves hans finansudspil med titlen ‘En finansiel sektor for de mange og ikke de få’. 

Pelle Dragsted er desuden blevet kaldt en "aktiehaj", efter at han i både 2016 og 2017 vandt fondsbørsens aktie- og investeringsspil. 

I hvert fald formår Pelle Dragsted at svinge økonomiske beregninger og hængekøjeeffekter frem i debatter om samfundets økonomi.

"Det er et udtryk for en vis finanspolitisk og økonomisk viden. Der er dog også områder, hvor jeg mener, han tager fejl,” siger Martin Ågerup, direktør i Tænketanken Cepos.

Det er samtidig ikke alle, der er lige overbevist om hans viden og evner til at forstå og formidle den økonomiske virkelighed.  

Kritikerne peger nemlig på, Enhedslistens politiske ordfører fremhæver fakta, der er til sin egen politiske fordel, og at han kan være lidt for "firkantet" i sin opfattelse af økonomiske og politiske sammenhænge. 

Det kan være svært for ham at komme andre politiske ståsteder i møde med et fast syn på økonomien og kapitalismens rolle, lyder kritikken. 

GDPR