I EU-PARLAMENTET var en hel formiddag for nyligt afsat til debat med EU-Kommissionen og EU-landene om det efterhånden så velkendte buzzword: konkurrencepolitik.
Det skete under den knudrede overskrift 'Hasteforanstaltninger til at genoplive EU's konkurrenceevne, uddybe EU's indre marked og reducere leveomkostningerne – fra Draghirapporten til virkeligheden'.
Men man bør ikke lade sig skræmme af den lange titel. Ikke mindst fordi diskussionen kommer, efter at vi i stigende grad oplever, at det, jeg vil kalde for den ”ortodokse afreguleringsfokuserede læsning” af den såkaldte Draghi-rapport, i Bruxelles udfordres fra flere fløje.
At det sker, er der faktisk gode grunde til. Ikke mindst fordi man faktisk kan læse Draghi-rapporten ud fra mange forskellige perspektiver, og vel at mærke ikke blot som et udslag af ens egen politiske orientering, men fordi den faktisk indeholder mange forskellige punkter, og de har langt fra alle sammen fået samme opmærksomhed.
Man kan for eksempel gøre, som, virker det til, regeringen synes at foretrække, læse rapporten som en tysk, borgerlig afreguleringsprædikant ville gøre det. Man kan dog også læse den som eksempelvis en føderalistisk EU-nørd ville gøre, eller man kan vælge at have de mere venstreorienterede briller på.
Når jeg læser rapporten, bider jeg eksempelvis mærke i, at der tales om behov for ordentlige løn- og arbejdsvilkår, advares mod løndumping og ikke mindst tales om storstilede offentlige investeringer, fremfor besparelser, til at langtidssikre vores økonomier.
I Bruxelles vokser skepsis mod afreguleringsfortolkningen
Debatten i EU-Parlamentet var interessant, for hvor der i Danmark sjældent sættes spørgsmålstegn ved regeringen og dens borgerlige venners udlægning af Draghi-rapporten, forholder det sig faktisk i stigende grad anderledes i ”EU-hovedstaden”, Bruxelles.
Her har både enkelte journalister og et nyhedsmedie som det EU-fokuserede Euractiv nemlig kastet sig ud i en langt mere kritisk læsning af, hvad der egentlig står i rapporten, hvilke interesser der især varetages - og hvilke industrilobbyister, det var, der fik held til at forme den stadigt fremherskende læsning af dens anbefalinger.
Her er det også værd at bemærke, at selv rapportens egen forfatter, italienske Mario Draghi, sågar er fremkommet med et ”addendum” til sin egen rapport, og hvordan den bør læses - og mon ikke det skyldes en irritation over, den hidtil så ensidige læsning af den?
At vi nu endelig får en bredere debat om det, der ofte nærmest henvises til som en slags politisk bibel af visse europæiske (og danske) politikere, er et klart skridt fremad. Det er det, fordi sagen jo er, at der er mange sider både i og af Draghi-rapporten. Derfor undrer det mig også, hvorfor så mange danske politikere stort set kun diskuterer afreguleringsaspektet? Det er en af de ting, jeg synes, vi har behov for at få talt mere om.
Samtidig må jeg også indrømme, at når jeg hører mange tale om emnet - herunder EU-Kommissionen - kan jeg ikke undslå mig fra den tanke, at de måske ikke har besværet sig med rent faktisk at læse hele rapporten?
For hvorfor er det ellers, at de altid glemmer, at Draghi-rapporten også påpeger, at forudsætningerne for et ”stærkt og konkurrencedygtigt EU” er både massive investeringer i den grønne omstilling, en stærk, social kontrakt og ikke mindst nødvendigheden af gode løn- og arbejdsvilkår.
Eller er det simpelthen, fordi det ikke passer med det politiske narrativ, de søger at fremme?
