Interview:
'En mand kan hente børn to gange om ugen og så er det helt vildt imponerende'

Sara_Louise_Muhr
- En kvinde skal være feminin og skal klæde sig og se ud på en vis måde. Vi har jo alle hørt den der med: "hun er mere mand end mændene", siger professor Sara Louise Muhr, der er aktuel med en bog om ligestilling og kønsdiskrimination på danske arbejdspladser. Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix
I Danmark bryster vi os af at være globalt førende i ligestilling. Men på landets arbejdspladser er diskrimination af kvinder hverdag, siger CBS-professor Sara Louise Muhr i et podcast-interview med A4 Arbejdsliv.

- Vi har haft myten og forestillingen om lighed med os i rigtig mange år, fordi vi i Danmark var nogle af de første til at gå ind i ligestillingsdebatten og ligestillingskampen. (4.20 min.)

Men her er det vigtigt at skelne mellem, hvordan vi tror, vi opfører os - altså de meninger og holdninger vi har- og det, der lurer under overfladen. Altså vores kultur og opdragelse og så videre, som vi ikke er helt bevidste om, siger professor Sara Louise Muhr fra CBS.

HØR OGSÅ: Ugen på Hæld: Derfor skal mænds barsel øremærkes
 
Hun forsker i kønsdiskrimination og har netop udgivet bogen 'Ledelse af køn', hvori hun undersøger, hvorfor Danmark - ifølge nye internationale undersøgelser - er faldet drastisk ned af den globale ligestillingsrangliste.

Bogen baserer sig blandt andet på data, som Sara Louise Muhr selv har indsamlet gennem en årække ved at interviewe danske topledere. 

 Hør hele interviewet med professoren her:

Sara Louise Muhr peger på, at det især er den indirekte eller mere diskrete form for diskrimination, der udspiller sig på danske arbejdspladser.

- Den direkte diskrimination, som der ikke er så meget af i Danmark, vil for eksempel være at få af vide: "Du får ikke det her job, fordi du er kvinde", mens den indirekte især rammer kvinder i lederstillinger i fag, hvor kvinder ikke er "naturlige", siger professoren og bruger sit eget fag som eksempel (5.50 min.).

LÆS OGSÅ: Debatten om ligestilling er for unuanceret

Det klassiske situation er der, hvor en kvindelig leder gang på gang opfattes som sekretæren.

- Altså dagligdagssituationer, som i og for sig ikke er et problem, hvis det sker en enkelt gang i en kvindes arbejdsliv. Problemet er, at det sker gentagne gange for nogle kvinder i dagligdagen. Så er det jo, at man hele tiden skal bevise sig selv og sørge for at sige "forresten, det er mig, der er leder", siger Sara Louise Muhr (7.00 min.).

Derfor er den diskrete diskrimination også sværere at tage hånd om. Fordi den foregår mellem linjerne, påpeger CBS-professoren.

- Der hersker fordomme om, at en kvinde skal være feminin og skal klæde sig og se ud på en vis måde. Vi har jo alle hørt den der med: "hun er mere mand end mændene", siger hun.

Især kvinder uden børn er ofre for kønsdiskrimination på arbejdspladsen, forklarer Sara Louise Muhr.

- De bliver set som ufeminine og hårde og nærmest umenneskelige, siger hun.

Men også kvinder, der har børn og prioriterer karrieren, står for skud.

- Karrierekvinder bliver udskammet af både familie, venner og daginstitution for ikke at hente børnene ofte nok, mens en mand kan hente børn to gange om ugen, og så er det helt vildt imponerende, siger Sara Louise Muhr. (10.52 min.)

- Det er en linedans både at være kvinde og være leder. For de to ting passer simpelthen ikke sammen, siger hun.

Og hvad betyder det for disse kvinders muligheder?

- Hvis de stikker udenfor stereotypen om den feminine kvinde, bliver de set som ubehagelige. Jeg har eksempler i min bog på, at de bliver kaldt ulækre og væmmelige af deres leder, og at deres leder ikke kan se dem i det næste chefjob, fordi de er unaturlige. Nogle mænd siger: hvorfor kan de ikke bare være sig selv? (11.30 min.).

GDPR