AT REGERINGEN FREMLAGDE SIN 2035-plan på fireårsdagen for den russiske invasion af Ukraine var ikke tilfældigt. For når politikerne siger "truslen fra Rusland", siger de i praksis også: benhård økonomisk prioritering. Truslen bliver således til en budgetmekanisme, der flytter penge og opmærksomhed væk fra løn, velfærd og arbejdsmiljø og over i et varigt sikkerhedsløft.
I 2035-planen lægger regeringen op til, at de samlede forsvarsudgifter allerede i 2026 udgør 3,5 procent af bruttonationalproduktet (BNP), og at Danmark fra 2030 lever op til Natos 3,5-mål. Det gør forsvarsudgifterne til en fast andel af økonomien – og dermed delvist selvforstærkende i kroner: Når BNP stiger, skal der også afsættes flere midler for at holde samme procent, år efter år, også uden at Folketinget hvert år beslutter et nyt løft.
Løftet opgøres i 2026-priser til 3,8 milliarder kroner i 2026, 38,6 milliarder kroner i 2030, 47,1 milliarder kroner i 2035 – og 352,4 milliarder kroner akkumuleret 2026-2035. Det er ikke en mindre justering. Det er en flerårig prioritering, som former resten af økonomien.
DET BLIVER SÆRLIGT KONKRET i det, som Finansministeriet kalder disponeringsrummet. Man kan se det som den del af statens bredere råderum – det samlede økonomiske spillerum – der faktisk kan omsættes til ny budgetplads i de kommende år. Altså den plads, politikerne kan bruge på nye prioriteringer: flere hænder i velfærden, bedre arbejdsmiljø, uddannelse eller skattelettelser. Men med 2035-planen lægges en stor del af denne nye plads på forhånd over i én post: forsvar.
Disponeringsrummet er ikke bare et neutralt regnestykke; det er også en måde at indramme politik på. Man kunne i princippet sige noget lignende om råderummet – også dét er en styringskategori – men disponeringsrummet gør indramningen mere håndgribelig, fordi det viser, hvor meget der faktisk er at fordele i de kommende år, når udgiftslofter og allerede besluttede regninger er lagt ind. Når oprustningen først ligger som fast post, bliver velfærd og andre samfundsudgifter til det, der må deles om "resten" – og så ligner det, der er et politisk valg, en økonomisk nødvendighed.
Det ses i tallene for 2027-2030. Her fylder det, som Finansministeriet kalder et “lineært løft af forsvarsudgifter til 3,5 procent af BNP i 2030”, 15 milliarder kroner i 2027, 23 milliarder kroner i 2028, 37,7 milliarder kroner i 2029 og 38,6 milliarder kroner i 2030. Til sammenligning er hele disponeringsrummet i de samme år opgjort til 29,9, 51,4, 71,5 og 83 milliarder kroner.
Samtidig understreger Finansministeriet, at regnestykket ikke tager højde for de udgifter, der typisk kommer oveni: udløb (midlertidige bevillinger, der skal forlænges for at undgå nedskæringer), driftspres (udgifter, der stiger af sig selv, for eksempel flere ældre og patienter eller højere priser og lønninger) og uforudsete udgifter (det, man ikke kan planlægge sig ud af, men som alligevel ender på finansloven). Derfor kan "resten" i praksis blive lavere, end tallene umiddelbart ser ud til.
DET ER HER, TIMINGEN bliver politisk interessant. Når regeringen fremlægger en stor sikkerheds- og økonomiplan på selve fireårsdagen for invasionen, bindes to fortællinger sammen: krigens "nødvendighed" i nyhedsdækningen og økonomiens "nødvendighed" i budgetterne. I TV Avisen formulerer statsminister Mette Frederiksen (S) forbindelsen som et “derfor”: “Jeg er ked af at sige det, men det bekræfter os kun i, at de ikke vil have fred, og derfor bliver vi nødt til at være stærkere end Rusland for at skubbe dem tilbage.”
Samme dag oversættes dette “derfor” til økonomisk sprog i 2035-planen. Finansminister Nicolai Wammen (S) pointerer, at planen også viser, “at vi i fremtiden bliver nødt til at prioritere skarpt”. Og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) skærer det ud i pap: ”… når regningerne er betalt, er kassen så godt som tom, og der er samtidig store strukturelle udfordringer efter 2035, der ikke håndteres med denne plan. Derfor stopper arbejdet med at skabe en endnu mere holdbar og robust økonomi ikke i dag; det er kun lige begyndt.”
Når disse udsagn falder sammen i tid, bliver prioriteringen gjort til noget, der følger af situationen: Den ene fortælling forklarer, hvorfor Danmark må opruste; den anden gør klart, hvad der dermed bliver mindre plads til i resten af økonomien.
For fagbevægelsen er det ikke et spørgsmål om at ignorere en trussel. Det er et spørgsmål om at insistere på, at "nødvendighed" ikke er naturbestemt – men et valg, der har en pris, som altid lander et sted: i normeringer, arbejdsmiljø, lønrammer, uddannelsesmuligheder og den daglige velfærd.
Og netop derfor bør debatten ikke starte med spørgsmålet om, hvorvidt truslen er reel. Den bør starte med det mere jordnære: Hvad binder vi os til – og hvor længe – og hvem betaler, når en stor del af den nye økonomiske plads allerede er reserveret?
