500 svenske soldater hjemsendt på grund af krænkelser

20211215042436457_1000
Hundredvis af svenske værnepligtige fra Ledningsregementet i Enköping er blevet hjemsendt som følge af krænkelser. (Arkivfoto) Foto: Tom Little/Ritzau Scanpix
Soldater er blevet tvunget til at deltage i aktiviteter trods sygdom og beretter om sexistisk sprogbrug.

Samtlige 500 værnepligtige ved et af Sveriges største regimenter er blevet hjemsendt med øjeblikkelig virkning.

Årsagen er, at soldaterne har været udsat for alvorlige krænkelser begået af både officerer og andre værnepligtige.

Det skriver Dagens Nyheter.

Blandt andet er værnepligtige ved Ledningsregementet i Enköping i Uppland angiveligt blevet tvunget til at deltage i aktiviteter trods sygdom og skader.

Ifølge det svenske medie beretter soldaterne om mangel på mad og søvn, afstraffelse, "upassende jargon" og sexistisk sprogbrug under uddannelsen.

- Vi har set, at der er værnepligtige, som har oplevet en adfærd, der ikke er i orden hos os ved Ledningsregementet, siger regimentets kommunikationschef, Therese Timpson, til Dagens Nyheter ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

I løbet af denne uge skal de øverstbefalende på Ledningsregementet i Enköping gennemføre et lynkursus, således at de bliver bedre klædt på til at kunne håndtere problemerne.

Desuden har Ledningsregementet nedsat en arbejdsgruppe, der skal udvikle en plan for, hvordan uddannelsen af værnepligtige kan gennemføres på en bedre måde næste år.

Herhjemme blev der i 2019 lanceret en række tiltag mod krænkelser i Forsvaret, der skulle sikre en tryg arbejdsplads for alle ansatte uanset køn og alder.

Men indsatsen har ikke været nok til at komme alvorlige krænkelser til livs.

Indtil 7. september i år var 19 sager vedrørende kønskrænkende adfærd landet på bordet hos Forsvarsministeriets Auditørkorps. Det viste en opgørelse i slutningen af september.

Det er lige så mange som i hele 2020.

Auditørkorpset er landets militære anklagemyndighed. De sager, som ryger hertil, er altså af en potentiel kriminel karakter.

Det vides ikke præcis, hvad de 19 sager i år drejer sig om. Men tidligere har der været beretninger fra Forsvaret om groft nedsættende udtalelser til kvinder, uønskede og stærkt krænkende berøringer og tilfælde af forsøg på voldtægt.

/ritzau/

GDPR