Debat om kongelige ordener har skabt syngende protest på gruppemøde i Socialdemokratiet
Det lød som et henkastet eksempel på scenen ved Folkemødet på Bornholm.
Socialdemokratiets partisekretær, Lasse Ryberg, fortalte fredag eftermiddag på Venstres scene, hvordan hans arbejde også består i at agere bindeled mellem partiets folketingsgruppe og bagland i aktuelle og sommetider betændte emner. Og eksemplet var modtagelse af kongelige ordener, der ifølge partisekretæren har været diskuteret på øverste niveau i partiet.
Det er en gammel og delikat debat, der handler om, hvorvidt personer i den socialdemokratiske folketingsgruppe skal tage imod kongelige ordener, som folketingsmedlemmer ellers kan få efter 10 år på tinge, og ministre efter to år i embedet. Partiet har dog af princip tradition for at takke nej til kongelige ordener.
Men det er tilsyneladende ikke alle i folketingsgruppen, som mener, at det er en tradition, man skal holde fast i. Derfor er debatten igen blevet vakt til live internt i Socialdemokratiet, og senest blev den antændt af en helt bestemt sang.
A4 Aktuelt har siden partisekretærens bemærkning talt med en række socialdemokratiske folketingsmedlemmer, der samstemmende fortæller om et gruppemøde tidligere på året, hvor den tidligere DSU-formand og nyvalgte folketingsmedlem Frederik Vad (S) valgte dagens sang.
Valget faldt på 'Admiralens Vise'. Sangen latterliggør modtagelsen af ordener, da admiralen i sangen trods ringe evner ender "med kors og bånd og stjerner på".
Ifølge A4 Aktuelts kilder skulle sangvalget efterfølgende have ført til flere tilkendegivelser på gruppemødet. Både fra folk, der støtter partiets hidtidige linje i forhold til kongelige ordener og fra folk, der mener, at det er på tide med et opgør.
Sangvalget er blevet opfattet som en kommentar til, at det var rygtedes blandt flere i folketingsgruppen, at man blandt andet på et ministermøde ovenpå Dronningens nytårstaffel havde diskuteret partiets linje i forhold til kongelige ordener.
Frederik Vad selv ønsker ikke at bekræfte scenen fra gruppemødet, men understreger, at han er stor tilhænger af partiets nuværende linje.
"Jeg står varmt på mål for Socialdemokratiets position på det her område. Det er en god position," lyder det fra Frederik Vad.
"Jeg synes, det er flot og fornemt, når rengøringsassistenter eller andre får en medalje for mange årtiers indsats. Men jeg skal ikke selv være en del af ordenskapitlet," uddyber han.
"En levning fra fortiden"
Modstanden mod ordener i Socialdemokratiet stammer oprindeligt fra Påskekrisen i 1920, hvor Kong Christian 10. forsøgte at afsætte den daværende regering.
Siden dengang har Socialdemokratiet haft et anstrengt forhold til kongelige ordener, hvilket daværende S-formand og statsminister Thorvald Stauning slog fast over for Politiken i 1930, da han kaldte Ordensvæsenet for "en ejendommelig levning fra fortiden", der "har et komisk skær over sig".
Fra tid til anden er diskussionen om Socialdemokratiets forhold til ordener dog dukket op til overfladen igen. Især i forbindelse med, at enkelte socialdemokratiske folketingsmedlemmer i nyere tid rent faktisk har modtaget kongelige ordener, heriblandt Bjarne Laustsen (S), der modtog Ridderkorset i 2015.
Det var dog som kommitteret for Hjemmeværnet, at han modtog ordenen, og derfor "var han ikke socialdemokrat i gerningsøjeblikket," som han flere gange har forklaret det.
Senest modtog Flemming Møller Mortensen (S) Ridderkorset i 2020, men det var som forstander for Aalborg Kloster.
Flere socialdemokratiske kommunalpolitikere har ligeledes modtaget kongelige ordener.
Gøglerkorset er den største anerkendelse
A4 Aktuelt har sendt en mail til alle folketingsmedlemmer i Socialdemokratiet for at høre, hvor de står i forhold til diskussionen om kongelige ordener. Det er kun medlemmer, som forsvarer den nuværende ordning, der er vendt tilbage.
Men det er et spørgsmål, hvor du ikke kan navigere og dele fortalere og modstandere op ud fra traditionelle skillelinjer i folketingsgruppen som eksempelvis med kaffeklubber, generationer og intern rang, lyder det. Standpunktet er båret frem af personlige holdninger.
Henrik Møller (S) er glad for den nuværende linje og kalder ordener for "en blåstempling af overklassens Danmark".
"Jeg har selv sagt nej til indstillingen til en orden. Det var for mere end 16 år i byrådet," skriver han.
En anden socialdemokrat, der ikke mener, man bør ændre på den nuværende linje, er Anders Kronborg (S). Efter eget udsagn er han ellers lidt af en historiebuff med stor indsigt i de kongelige ordener.
"Jeg synes ikke, der er grund til, at socialdemokrater modtager kongelige ordener. Jeg vil også have det stramt med, at tidligere socialdemokratiske statsministre skal til at hænge i De Kongelige Danske Ridderordeners Kapel i Frederiksborg Slotskirke, som i øvrigt blev indrettet i 1694 under Christian 5," skriver Anders Kronborg i en mail.
"Socialdemokratiet har netop en historie, hvor vi har kæmpet for at få folk ud af trældom, til så at begynde at hylde en ordensheraldisk tradition, hvor riddernes våbenskjolde hænges op i dertil indrettede kapeller. Det kræver vist, at skråen vendes mere end en gang," skriver han videre.
Anders Kronborg er dog ikke helt ordensløs. Tidligere i år modtog han Gøglerkorset, som også H. K. H. Kronprins Frederik og Prins Henrik har modtaget. Korset symboliserer "de vejfarendes våbenløses værge", og er ifølge Anders Kronborg "den største anerkendelse og udmærkelse, som jeg kan have på".
A4 Aktuelt har forsøgt at få partisekretær Lasse Ryberg til at uddybe sine udtalelser på Folkemødet, men det har han ikke ønsket.