Store dagblade er imod forbud mod koranafbrænding

20220419-190206-L-1920x1280we
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Ifølge Jyllands-Posten, Berlingske og Politiken vil det være en stor fejl at forbyde afbrænding af koranen.

Mandagens ledere i Berlingske, Jyllands-Posten og Politiken fokuserede alle på regeringens ønske om at finde et juridisk værktøj, der kan dæmme op for koranafbrændinger i Danmark. Alle er de enige om, at det vil være en stor fejl at lave et forbud, skriver Journalisten.

Jyllands-Posten, som i 2005 bragte Muhammedtegningerne, mener, at religionskritik er en bærende søjle i det danske samfund, og at regeringen ved at stoppe afbrændinger af koraner bøjer sig for kræfter udefra.

”Et samfund som vores må også tåle, at enkeltpersoner brænder bøger af. Det gør hverken fra eller til, at det handler om Koranen, som er et helligt skrift i islam,” skriver Jyllands-Posten i sin leder

Berlingske mener, "at det handler om, hvilken retning den globale ytringsfrihed bevæger sig i, og hvem der har magten over dens udvikling".

”Desværre må man konstatere, at den danske regering med sin forestående lov, nærmest uanset hvordan den konkret udmøntes, bidrager til at underminere ytringsfriheden ikke bare i Danmark, men i verden,” skriver Tom Jensen, Berlingskes chefredaktør, i lederen

Politiken mener i deres leder, skrevet af ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen, at "der findes ingen gode argumenter for at brænde religiøse skrifter af". De tager afstand fra afbrændingerne, men er ikke tilhængere af et forbud. 

”Vi tager afstand. Vi argumenterer imod. Vi giver vores holdning til kende. Vi bliver forbandede. Men vi udstikker ikke forbud,” skriver Christian Jensen i lederen.

GDPR