Jobcenter-ansat: Jeg beskyldes for umenneskelighed og skrankepaveri

JOBCENTRENES ROLLE, NYTTE OG FREMTID har allerede været genstand for mange diskussioner, og der findes nok ikke en institution i det danske velfærdssystem, som er fanget mellem så mange forskelligartede krav og forventninger som netop jobcentrene.

Jeg forventes som ansat at være henholdsvis vejleder, hjælper, støtte, kontrollant og administrator. Jeg beskyldes fra forskelligt hold for lige dele af slaphed, kynisme, umenneskelighed, mangel på konsekvens, skrankepaveri og uværdig opførsel. Der er et gammelt ordsprog, der lyder, at man ikke kan både blæse og have mel i munden. Dette ordsprog har der ikke altid været den store opmærksomhed på fra de folketingspolitikere, der frem til i dag har defineret jobcentrenes opgaver.

Jobcentrene har i dag kompetencer, der spænder fra at håndtere en massefyring i forbindelse med en virksomhedslukning og til at afklare muligheden for førtidspension for en handicappet ung. Dette er en mangefacetteret viden, der kun vanskeligt vil kunne genskabes, hvis den først splintres.

ER DET IKKE NOGET ROD at have så forskellige opgaver samlet ét sted? Ikke for mig. En høj kvalitet i løsningen af begge opgaver fordrer elementer af samme faglighed – beskæftigelsesfagligheden. Du skal have beskæftigelsesfagligheden med både for at kunne håndtere en massefyring og en pensionssag.

For de fleste er førstnævnte nok forståelig nok. Hvis du skal hjælpe den arbejder videre, som har oplevet at få sin arbejdsplads flyttet til Østen, så er kendskab til behov og muligheder på arbejdsmarkedet alfa og omega, men kendskabet til arbejdsmarkedets behov, uddannelsessystemet og støttemuligheder i lovgivningen er ikke mindre væsentlig i en sag om mulig førtidspension. Jeg hører tit det argument, at førtidspensionssager skal afgøres på et lægeligt skøn alene, men jeg mener, at det er at stille ganske urimelige krav til vores læger, at de ud over kendskabet til kirurgiske og medicinske behandlinger også skal være velbevandrede i muligheder for fleksjob, personlig assistance og revalidering.

Det er her beskæftigelsesfagligheden kommer ind. Der findes naturligvis mennesker med så alvorlige sygdomme eller handicaps, at det umuliggør en tilknytning til arbejdsmarkedet og fordrer en førtidspension. Men der findes også mange med handicaps, som ikke ønsker sig andet end et job, som de kan varetage på deres betingelser, og hvor de både kan tjene deres egne penge og være en del af et arbejdsfællesskab.

LÆS OGSÅ: Jobcenterledere: Kritikken af jobcentre er for unuanceret

Jobcentrene er på mange måder den kommunale verdens svar på hovedbanegården. Her samles trådene, især for borgere med komplekse problemstillinger. Her sidder sagsbehandleren med ansvaret for at koordinere på tværs. Det betyder, at jobcenterets medarbejdere ikke kun har en høj specialiseret viden om eget fagområde. Vi har også en bred viden om, hvordan velfærdssamfundet generelt er skruet sammen og er i stand til at rådgive borgere om, hvilke andre instanser der med fornuft kan inddrages for at afhjælpe de problemer, man nu står med ud over ledighed eller sygdom, hvad end det så er misbrugsproblematikker, psykisk sygdom, familiemæssige udfordringer eller ensomhed. Det er ikke problemer, vi er sat i verden for at løse, men vi kan være bindeleddet til dem, der kan hjælpe.

Vi møder i jobcentrene mennesker i alle faser af tilværelsen og med alle typer problemer. Vi oplever mange og ofte modsatrettede politiske krav, og vi oplever, at borgerens forventninger til et serviceniveau ikke altid ligger inden for de politisk udstukne rammer, men vi fungerer, vi leverer, og den ene undersøgelse efter den anden viser, at vi både på resultater og borgertilfredshed er langt bedre end vores rygte. Det siges, at ingen kan både blæse og have mel i munden, men hvis jeg skulle prøve at finde nogen, som kunne, ville jeg lede efter en ansat på et jobcenter. Vi har nemlig øvet os mest.