A4 Medier

50 år på torsdag: Laboranten kæmper for ligestilling i EU

29. november 2020 kl. 8.01
Marianne Vind (til højre), der fylder 50 år den 3. december, fik 27.369 stemmer ved EU-valget i 2019. Her ses Marianne Vind på et arkivfoto fra 2010, da hun arbejdede som laborant og var tillidsrepræsentant. | Foto: Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
For socialdemokraten Marianne Vind, der fylder 50 den 3. december, blev den faglige gnist tændt i barndomshjemmet og på Rigshospitalet.

På afbud blev Marianne Vind (S) medlem af Europa-Parlamentet i 2019 efter en kampagne, der bragte historier frem om farfaren, der var fagforeningsmand og tæt på at miste livet i en arbejdsulykke på Køge Havn, og faren, der kørte lastbil.

De personlige erfaringer kom straks i spil for socialdemokraten, der fylder 50 år torsdag 3. december, da Europa-Parlamentet på det tidspunkt var dybt splittet over vejpakken om chaufførers arbejdsliv.

Med en vred smiley sendte Vind en besked til sine potentielle vælgere:

– Med min far i tankerne er det noget, som gør mig rigtig vred. Dengang kunne man leve af at køre med kaffe, men i dag er der mange, som har svært ved at tjene en ordentlig løn, hvis ikke man bruger endeløse timer i lastbilen, skrev hun på Facebook.

Arbejdsvilkår og ligestilling har været omdrejningspunkter for europaparlamentarikeren, som i otte år forinden var næstformand i HK/Privat med ansvar for at sikre 138.000 medlemmers forhold på arbejdspladsen.

Vejpakken blev trods stærk modstand fra østeuropæiske lande sikret tidligere i år.

Imod EU-mindsteløn

Den anden store sag, som socialdemokraten har været engageret i, er bekæmpelsen af et direktiv om en EU-mindsteløn. Det kunne hun – og andre danske politikere – dog ikke stoppe.

Det kom i efteråret, og hendes kamp imod mindsteløn fortsætter nu i EU-Parlamentet.  

EU-politikeren er uddannet hospitalslaborant fra Rigshospitalet, hvor den fagligt aktive karriere tog sin begyndelse med en kamp for ordentlig undervisning.

Hun var fra 2000 til 2011 laborant og tillidsrepræsentant hos Novozymes i Kalundborg.

I 2006 blev hun valgt som formand for Dansk Laborant-Forening, der er en landsforening for laboranter i HK. Det blev afsæt til næstformandsposten i HK/Privat.

Marianne Vind er opvokset i Køge. Hun har også boet nær øens vestkyst - og er så flyttet tilbage igen.

I dag bor den naturglade politiker i Havdrup nær Køge, og på de sjællandske erfaringer har hun for nylig skrevet en turistguide til ”Sjælland og øer”.

Vind, som fik 27.369 stemmer ved EU-valget i 2019, blev førstesuppleant.

Den position blev kort efter vekslet til et sæde i EU-Parlamentet, da Jeppe Kofod (S) blev udnævnt til udenrigsminister.

/ritzau/

0
GDPR