Luftkrig i SAS spreder sig til fagbevægelsen: Strid mellem forbund giver anspændt stemning

20211104-130223-L-1600x1066we
En række SAS-fagforeninger demonstrerer foran Christiansborg i november - blandt andet mod oprettelsen af nye datterselskaber. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
7. apr. 2022 06.05
Fagbevægelsens top er havnet i en loyalitetskonflikt mellem Flyvebranchens Personaleunion og Dansk Metal, der har fusioneret med Dansk Pilotforening. Den lurende pilotstrejke i SAS kan eskalere striden, fortæller A4's faglige kommentator Gitte Redder.

Fagbevægelsen Uden Filter kan høres gratis hos Itunes eller Spotify.

Med en udløbet overenskomst og forliste forhandlinger truer en potentiel pilotstrejke i det skandinaviske luftfartsselskab SAS. 

SAS-piloternes overenskomstforhandlinger er blot det seneste i en lang række af slag, der bliver udkæmpet mellem forskellige faggrupper og flygigantens topledelse.

LÆS OGSÅ: Mulig strejke udskydes: SAS-piloter freder påskeferien

Men luftkrigen i SAS er ikke kun et spørgsmål om ansatte, der lægger arm med deres arbejdsgiver. Balladen om SAS' datterselskaber er nemlig også blevet til en intern strid mellem forbund i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), fortæller A4's faglige kommentator Gitte Redder. 

- Fagbevægelsens top havner i en loyalitetskonflikt mellem Flyvebranchens Personaleunion (FPU) og Dansk Metal, siger Gitte Redder i nyeste afsnit af A4-podcasten Fagbevægelsen Uden Filter.

Anklager forbund for løntrykkeri

Konflikten mellem SAS-piloterne, der er organiseret i Dansk Pilotforening, og SAS handler selvfølgelig om løn i det hårdt pressede selskab, der ifølge en ny redningsplan skal spare 5,2 milliarder kroner om året. 

Men piloterne er også vrede over oprettelsen af datterselskaberne SAS Connect og SAS Link, der har andre løn- og arbejdsvilkår end i moderselskabet. 

- Mere end 500 piloter blev fyret under coronakrisen med løftet om at blive genansat. Men mange af dem oplevede i stedet at blive tilbudt ansættelse i datterselskaberne, hvor de skulle starte forfra på et lavere løntrin og på andre vilkår. Det har provokeret dem gevaldigt, siger Gitte Redder. 

LÆS OGSÅ: Piloter og stewardesser hiver SAS i Arbejdsretten

Ifølge Dansk Pilotforening har de i forhandlingerne tilbudt en pakke med besparelser for 25 procent til gengæld for et "opgør med de underbydende overenskomster", hvilket SAS har afvist. 

- SAS argumenterer for, at piloterne er ansat i en anden virksomhed, mens Dansk Pilotforening mener, at det er fikumdik. De er iført SAS-uniformer og flyver i SAS-fly, så det er kun på papiret, at arbejdet adskiller sig. Manøvren handler i stedet om at omgå den eksisterende overenskomst, så man kan ansætte på forringede vilkår, mener piloterne, fortæller den faglige kommentator og fremhæver, at sagen også er rejst i Arbejdsretten. 

Et af kravene i forhandlingerne er dermed "et opgør" med overenskomster underskrevet af fagforeningen Flyvebranchens Personaleunion (FPU), der traditionelt har organiseret flypersonale uden for SAS. 

Dansk Pilotforening og Cabin Attendants Union (CAU) - der organiserer SAS' kabinepersonale - har beskyldt Flyvebranchens Personaleunion for "urimelige handlinger" der åbner for "et SAS på Ryanair-niveau".

Anklagerne om løntrykkeri har medført vrede i Flyvebranchens Personaleunion, fortæller Gitte Redder:

- I FPU's opfattelse har man tværtimod forhindret social dumping i luftfarten ved at lave de aftaler. De mener, at man har sikret, at arbejdspladserne bliver på dansk jord og dansk overenskomst, hvor alternativet netop ville være, at de blev outsourcet som underbetalte job på udenlandske vilkår.

Luftkrig rykket ind i hjertet af FH

Flyvebranchens Personaleunion har siden stiftelsen i 1970 været medlem af LO, mens CAU har været et FTF-forbund og Dansk Pilotforening har stået udenfor hovedorganisation.

Men sidste efterår meldte både CAU og Dansk Pilotforening sig ind i Dansk Metal, og dermed er slagsmålet rykket helt ind i hjertet af Fagbevægelsens Hovedorganisation:

- Der er helt utraditionelt tale om, at ét FH-forbund mere eller mindre kalder et andet FH-forbunds overenskomster for social dumping og kræver et opgør med dem. Det skaber en anspændt og splittet stemning i toppen af fagbevægelsen, siger Gitte Redder.

LÆS OGSÅ: Lizette Risgaard forholder sig tavs til intern FH-strid

FH-formand Lizette Risgaard stod som daværende LO-næstformand side om side med FPU i kampen mod det irske lavprisselskab Ryanair i 2015.

- Lizette Risgaard har været usædvanlig tavs i denne sag, konstaterer Gitte Redder og fortsætter:

- Nu hvor piloterne og kabinepersonalet fra SAS har meldt sig ind i Dansk Metal, har de også fået en helt masse muskler at spille med - både økonomisk i form at strejkekasse, men også internt i fagbevægelsen.

Ifølge den faglige kommentator er den nuværende krig mellem de to FH-forbund uholdbar:

- På et tidspunkt er der nødt til at komme en afklaring - også på en grænsekonflikt. Man kan ikke have FPU og Dansk Metal, der begge vil organisere SAS-ansatte, mens de bekæmper hinanden. 

Den tilspidsede situation kan få konsekvenser for fagbevægelsens sammenhold i en luftfartsbranche, der er ekstremt presset, påpeger hun. 

- Luftkrigen kan eksempelvis ende med at gå ud over opbakningen til, at FPU fører konflikt mod Ryanair, der genåbnede en dansk base - uden overenskomst - sidste år, siger Gitte Redder.

Fagbevægelsen Uden Filter' udkommer hver torsdag morgen og kan høres hos Itunes eller Spotify.