Statsministerens nytårstale blev en rundtur i Mette Frederiksens velkendte Greatest Hits.

Den samlende fortælling om Danmarks tilstand og de fyndige formuleringer, der forsøger at indkapsle sin samtid, var lagt til side til fordel for mere partipolitiske markeringer om færre regler i ældreplejen, udenlandsk arbejdskraft og krav om nyttejob overfor bl.a. indvandrerkvinder på overførselsindkomst.

De politiske med- og modspillere kunne stort set erklære sig enige i det meste, men efterlyste mere konkret handling, og så er det politiske år i gang. Same procedure as every year, Miss Sophie.

Frederiksens personlige grønne omstilling

Men ét punkt viste, at Mette Frederiksen er forandret fra den politiker vi valgte i 2019. Statsministerens personlige grønne omstilling var talens vigtigste markering:

“Vi skal kollektivt være lige så utålmodige, som kloden har brug for”, sagde Mette Frederiksen som et ekko af den aktivistiske klimageneration.

“Jeg kan love jer én ting. Det politiske flertal, der lige nu er i Danmark. Vi svigter ikke. Vi gør det, der skal til. Det er vores løfte. Det er mit løfte. I år vil vi træffe beslutning om en ny og ambitiøs afgift på CO2. Den skal sikre, at de virksomheder, der belaster klimaet, selv betaler for deres udledning”, lovede statsministeren i talens måske mest konkrete afsnit.

Det er samme statsminister, som i forbindelse med en international klimakonference kort efter sin tiltræden med sin dummeste udtalelse som statsminister udtalte, at hun er rød, før hun er grøn.

Rød og grøn er hinandens forudsætninger

Pointen var dengang sikkert velment: at den grønne omstilling ikke skal betales af de nederste i samfundet.

Men den bredere dagsorden, som Frederiksen tabte på gulvet, er, at rød og grøn i stigende grad er hinandens forudsætninger. Hvis vi skal løse klimakrisen, så kræver det i høj grad den stærke og beslutningsdygtige stat, som “de røde” står for politisk. Det uregulerede marked er en del af klimaproblemet, snarere end løsningen.

Klimakrisen har en del tilfælles med corona-krisen; de kan ikke vælges fra som politik eller overlades til sekundære ministre. Det er statsministerens dagsorden, om man vil det eller ej.

Frederiksen er bl.a af Bo Lidegaard med rette blevet kritiseret for, at hun ikke har taget det grønne projekt til sig på samme måde som Jens Otto Krags generation gjorde velfærdsstatens til deres.

Men nytårstalen tyder på, at S-formanden med syvmileskridt er på vej i den rigtige retning. To et halvt år i embedet har simpelthen farvet Mette Frederiksen grøn.

Scholz vil høre om klima ikke asylcentre i Afrika

Grøn politik har ikke været omdrejningspunkt for ret mange i statsministerens generation. Det var ikke det, der gjorde Mette Frederiksen og hendes jævnaldrende politisk engagerede i Socialdemokratiet.

Det var snarere social indignation, krav om mere retfærdig fordeling eller uddannelse til flere, der fik pulsen op i 1990’erne. Klima fyldte ikke meget i den offentlige samtale.

Mette Frederiksen anså indtil for nylig klimapolitik som sekundært. Efter to et halvt år i Statsministeriet er Frederiksen ved at fuldende sin personlige grønne omstilling.

Det skyldes især tre ting:

For det første fylder klimapolitik langt mere i regeringen end tidligere. Matematikken bag CO2-udledning er blevet mindst ligeså vigtig at forstå som regnereglerne bag de økonomiske modeller om arbejdsudbud. Hele klimaområdet er rykket fra periferien til kernen: Statsministerens skrivebord.

For det andet er klimapolitikken det udlandet efterspørger fra Danmark. Når den nye tyske kansler Olaf Scholz ser inspireret mod København, er det ikke efter regeringens tvivlsomme fantasier om asylcentre i Afrika eller rejsen mod højre i udlændingepolitikken.

Nej, han vil rose Mette Frederiksen for, at Danmark er førende i den internationale klimakamp. Han vil høre om vindmøller, energiøer, omstillingen til elbiler og klimaneutral offentlig trafik.

Klima er kittet, der holder rød blok sammen

Endelig har Mette Frederiksen fået øjnene op for klimaets politiske potentiale. S troede, at udlændinge var deres trumfkort til valgsejr i 2019, men i virkeligheden var klimaet og Arnes pension vigtigere.

Klimapolitikken er det, der trods radikale trusler om at springe til blå blok, holder sammen på Mette Frederiksens røde tropper. Det er kittet, der får det hele til at hænge sammen.

Derfor bør Mette Frederiksen stille endnu skarpere på klimakampen som sin regerings bærende projekt i det kommende år.

En grøn regeringsrokade?

En mulighed, hun bør overveje i 2022, er en regeringsrokade. Klimaminister Dan Jørgensen fungerer langt bedre på de bonede gulve end i de hjemlige rugbrødsforhandlinger, og den ineffektive Jeppe Kofod vil ingen savne på regeringsholdet.

Jørgensen kunne med sit internationale netværk og udsyn blive en fremragende udenrigsminister med én opgave på kortet: At sælge den danske klimapolitik som både politisk projekt og eksportsucces.

En ny minister i Klimaministeriet - Ida Auken eller Jens Joel ligner de oplagte bud - kan så forsøge at få genetableret forholdet til hjemlige klimaaktivister og ordførere.

Klimapolitikken kan bliver temaet, der grundlægger adskillige valgsejre for rød blok, fordi blå blok med klimaskeptikerne i DF og NB i folden er helt ude af trit med befolkningen og især med de unge vælgere.

Nytårstalen viser, at Mette Frederiksen har set potentialet.

Madsen: Nytårstale viser at statsministeren er klar til at gøre op med sin største dumhed

Interesseret i et abonnement på A4 Aktuelt? - KLIK HER!

Prøv 14 dage for 0 kr. - ingen binding eller kreditkort