Der er tre afgørende faser, enhver leder står over for, når man er i krise:

Ét: Erkend krisen

To: Analysér årsagen

Tre: Planlæg en ny offensiv

Så enkelt er det faktisk. Alligevel er det overraskende ofte svært. Årsagen er simpel:

Lederen vil ikke erkende krisen, fordi den i sagens natur i et eller andet omfang er udtryk for, at den hidtidige kurs, som er lagt af lederen, har slået fejl. Det er en svag leder, som forsøger at bortforklare en krise. Det gør ofte krisen større og længere.

Kommunalvalget gjorde ondt

Lige nu befinder Mette Frederiksen sig indlysende i en krise.

Socialdemokratiet tabte kommunalvalget; gik fire procentpoint tilbage på landsplan; fik en ordentlig en på skallen i storbyerne; meningsmålingerne til folketingsvalg går entydigt nedad både for rød blok og regeringspartiet; statsministerens troværdighed er udfordret.

Håndteringen af krisen vil afgøre, om Frederiksen er en stærk eller en svag leder. Udadtil virker det netop nu, som om hverken Frederiksen eller Socialdemokratiets øvrige top erkender krisen.

Alle angreb er, lyder det, uretfærdige, ja, nærmest udtryk for trumpske tilstande. Alle nederlag ved kommunalvalget har lokale årsager. Alle påstande om urent trav i forhold til de slettede sms’er i mink-sagen affejes som et udtryk for manglende taknemmelighed over for statsministerens og hendes departementschefs indsats for at redde menneskeliv.

Tre grunde til problemer

Man må håbe, at der indadtil er en anden erkendelse – for hvis man afviser at erkende krisen, så kan man heller ikke komme videre og vinde de tabte vælgere og troværdighed tilbage. Hvis nu vi antager, at partitoppen bag lukkede døre ikke er i benægtelse, men faktisk har erkendt krisen, ja, så bør de i gang med at analysere årsagerne. Der er givet flere mulige grunde til problemerne, men her er tre afgørende:

FOR DET FØRSTE – en nagende fornemmelse af magtfuldkommenhed.

Alt det, som Frederiksen blev hyldet for, da corona var på sit højeste – nemlig en imponerende beslutsomhed – er nu blevet hendes store problem. Den beslutsomhed, som danskerne beundrede hende for, er nu vekslet til en fornemmelse af magtfuldkommenhed, som ingen holder af.

Der findes ikke én dansker – ud over de mest loyale S-støtter – som synes, de slettede sms’er er ok. Det opfattes som fordækt. I stigende grad – senest artikuleret af De Radikale, som nu afviser igen at pege på en ren S-mindretalsregering – synes resten af Folketinget, at regeringen er blevet for egenrådig. Rimeligt eller ej? Det er sådan, det opfattes.

FOR DET ANDET – politikken rammer helt skævt i storbyerne:

De rundbarberinger, som Socialdemokratiet fik ved kommunalvalgene i København, Aarhus, Odense og Aalborg, var nærmest forudsigelige, som jeg også påpegde før valget. Folketingsvalget i 2019 var et forvarsel. Særligt ondt gjorde det, at Enhedslisten blev størst i København. Den politik, Socialdemokratiet fører på landsplan, appellerer ikke til storbyvælgere.

Hvorfor? Årsagerne er mange, men den vigtigste er givet, at partiet de seneste år har deltaget i en bevidst eller ubevidst storbybashing. Alt det, som de fleste holder af i storbyen – mangfoldigheden, uddannelsesmiljøet, kulturlivet med mere – er det, som om ledende socialdemokrater har det med at komme til at stå forkert i forhold til.

FOR DET TREDJE – den grønne dagsorden er tabt:

Vi ved fra undersøgelser af valget i 2019 og foreløbige tal fra kommunalvalget i år, at klima og grøn omstilling er på toppen af de fleste vælgeres dagsorden – især i de store byer. Det er åbenlyst, at især yngre vælgere betragter Socialdemokratiet som fodslæbende. S ønskede en langsommere CO2-reduktion; S er tilbageholdende over for landbruget; etc.

Regeringspartiet synes, at det er dybt uretfærdigt. Klimaminister Dan Jørgensen, som i den store verden opfattes som en klimahelt, roses sjældent herhjemme. Hockeystaven – altså troen på, at alle gode løsninger kommer om nogle år helt af sig selv – er blevet et symbol for utilfredse vælgere. Grønne vælgere foretrækker åbenlyst den øvrige venstrefløj frem for regeringen.

Som sagt er ovenstående tre årsager til Socialdemokratiets krise ikke udtømmende. Der er givet flere andre problemer. Det vigtige lige nu for Mette Frederiksen er, at hun viser sig som en leder, der anerkender krisen og analyserer dens årsager. Først derefter kan hun nemlig lægge en ny offensiv strategi, som kan ændre krisen til ny fremgang.

Der er stadig et pænt stykke tid til det valg, der senest skal komme i juni 2023, men uret tikker. Tendensen er lige nu forkert for regeringspartiet. Den skal snart vendes. Det kan sagtens nås, men kun hvis man går systematisk til værks.

Trads: Tre ting, Mette F skal ændre, hvis hun vil beholde magten

Trads:
Tre ting, Mette F skal ændre, hvis hun vil beholde magten