
Beredskabsforbundet har ansat Mette Møller Pedersen som ny sekretariatschef. Det skriver forbundet i et opslag på dets LinkedIn-profil.
Mette Møller Pedersen begynder på sit nye job 1. maj i år. Hun kommer fra en stilling som chef for beredskab og styring i Udlændingestyrelsen. Her har hun blandt andet haft ansvar for ledelse og videreudvikling af organisationens beredskabs- og styringsfunktioner og rådgivet topledelsen i samfundskritiske spørgsmål, fremgår det af Beredskabsforbundets opslag.
Mette Møller Pedersen har over 20 års erfaring fra både statslige myndigheder og frivillige organisationer. Hun har tidligere blandt andet været chefkonsulent med ansvar for cybersikkerhed og beredskab i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen og været ansat i Røde Kors, hvor hun som seniorrådgiver i det nationale beredskab spillede en central rolle i opbygningen og udviklingen af organisationens beredskab.
Desuden har hun en mangeårig baggrund fra Beredskabsstyrelsen, hvor hun gennem 24 år - heraf som officer - har haft en række ledende funktioner inden for blandt andet HR, internationalt beredskab, økonomistyring og civilt-militært samarbejde, skriver Beredskabsforbundet.


















