Holbæk Kommune gør status over nyt kontaktforløb: Så gode og dårlige er a-kasserne til at få ledige i job

holb-collage
"Jeg synes generelt, vi har et godt samarbejde med a-kasserne," siger Baris Atak, arbejdsmarkedschef i Holbæk Kommune. Foto: Pressefoto/Holbæk Kommune/Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Holbæk Kommune sætter som en af de første kommuner tal på, hvor mange ledige det er lykkedes for a-kasserne at få i job i forbindelse ny ordning, hvor de har fået et større ansvar. Selv om samarbejdet generelt kører godt, peger begge parter også på udfordringer.

Som en af landets første kommuner gør Holbæk Kommune foreløbig status på a-kassernes evne til at få ledige i job, efter at de fra 1. januar har overtaget ansvaret for det indledende, tremåneders kontaktforløb fra jobcentrene.

Kommunens opgørelse fra 1. april viser, at to ud af tre af de forsikrede ledige, der siden januar har haft deres kontaktforløb i områdets lokale a-kasser, er i job cirka tre måneder efter. Den sidste trejdedel (67 borgere) har fortsat status af at være dagpengemodtager, fremgår det af opgørelsen. 

LÆS OGSÅ: Jobchefer: Usikkerhed og IT-problemer præger nyt kontaktforløb i a-kasserne

Tallene er fortsat små, og derfor er arbejdsmarkedschef i Holbæk Kommune Baris Atak forsigtig med at fælde en endelig dom over a-kassernes indsats.

”Vi er fortsat i startsfasen af det nye kontaktforløb i a-kasserne, og jeg er derfor meget påpasselig med at virke for voldsom i mine konklussioner. Det er for tidligt at sige, om a-kasserne gør det godt eller skidt,” siger Baris Atak.

Ud af de 67 borgere, der fortsat er på dagpenge efter årets første tre måneder, er blot 32 af dem overgået til en indsats i Jobcenter Holbæk, viser opgørelsen.

Det skyldes, at de resterende (35 borgere) fortsat modtager deres indsats i a-kassen, blandt andet fordi de endnu ikke har forbrugt 410 timers dagpenge, der svarer til tre måneder. 

Artiklen fortsætter under tabellen

Baris Atak oplever, at a-kasserne i Holbæk-området skal vænne sig til den nye ordning, hvor de i højere grad end tidligere skal formidle job til deres ledige medlemmer. Det kræver en vis tilvænning hos a-kasserne, påpeger arbejdsmarkedschefen.

”Vi er i jobcentret vant til at yde en service over for virksomhederne, når de efterspørger arbejdskraft. Det har vi gjort i årevis, men det er en nyere opgave for nogle af a-kasserne,” mener Baris Atak. 

Jobcenter Holbæk har faste dialogmøder med de lokale a-kasser om den nye ordning, og den tætte koordering er trods alt en fordel, når begge parter skal vænne sig til en ny måde at køre tingene på, understreger han.

”Jeg synes generelt, vi har et godt samarbejde med a-kasserne i forbindelse med det nye, permanente kontaktforløb i a-kasserne. Der er en fælles interesse i, at vi gerne vil hjælpe hinanden,” forklarer arbejdsmarkedschefen.

Manglende kendskab gør det svært

Men et sted, hvor den nye ordning har været udfordrende for Holbæk Kommune, er, når kommunen skal hjælpe virksomhederne med at finde borgere til ledige stillinger. Det er nemlig jobcentrets ansvar at hjælpe virksomhederne med at finde egnede kandidater til ubesatte stillinger, også i det første tre måneder af borgernes ledighedsperiode, hvor de modtager jobindsatsen i a-kassen. 

Men den opgave er svær at løfte, når kommunen af gode grunde ikke har mødt den ledige borger endnu, forklarer Baris Atak.

”Vi kan få indsigt i de lediges CV’er, som a-kasserne har. Men hvis CV’erne ikke er fyldestgørende eller opdaterede, er det en svær opgave for os,” siger han og uddyber: 

”Det arbejde var nemmere, da vi selv havde borgerne tilknyttet, for så kunne man bare banke på døren hos borgernes sagsbehandlere og få uddybet nogle ting. Nu har vi kontakt til mange forskellige a-kasser, og så skal vi have kontakt til mange forskellige ansatte hos dem.”

A-kasser afviser problem

Dansk Metals lokale a-kasse har et tæt samarbejde med Holbæk Kommune. Her oplever man det ikke som et problem, at jobcentret ikke kan få fyldestgørende oplysninger om deres medlemmer, når virksomhederne rekrutterer arbejdskraft. Det fortæller Michael Christensen, afdelingsformand i Metal Fjordbyerne.

”Jeg har ikke hørt, det skulle være et problem. Det er det i hvert fald ikke hos os. Men jeg kan sagtens se problemstillingen fra jobcentrenes side, hvis det er tilfældet visse steder,” siger han.

Michael Christensen fortæller, at flere af medarbejderne hos a-kassen er tidligere jobcentermedarbejdere, hvilket gør, at der er en forståelse for jobcentrenes opgaveløsning.

Nyt kontaktforløb i a-kasserne

- De forsikrede ledige skal i den nye ordning have tre jobsamtaler i a-kassen. Hvis de fortsat er arbejdsløse efter tre måneder i a-kassen, overgår de til jobcentrene, som så overtager ansvaret for jobindsatsen

- Hvis a-kassen sammen med den ledige vurderer, at der er behov for et aktiveringstilbud i de første tre måneder, mens a-kassen har ansvaret, er det fortsat jobcentret, der skal bevilge det. Det sker, ved at a-kassen sender en indstilling om det til jobcentret

- Jobcentrene har også under de lediges kontaktforløb i a-kassen ansvar for at matche de lediges CV'er med jobordrer fra virksomhederne

Kilde: Et forenklet kontaktforløb, Beskæftigelsesministeriet, juni 2022

Heller ikke Dorte Lindholt, a-kasseleder i 3F Holbæk-Odsherred, ser det store problem. Hos a-kassen gennemgår man nemlig medlemmernes CV’er minutiøst, så de er opdaterede, hvis jobcentret skulle få brug for dem.

”Hvis de synes, de har svært ved at gennemskue CV’erne, kan de altid ringe til os. Det samarbejder vi med glæde om,” forklarer Dorte Lindholt.

Generelt oplever hun, at 3F Holbæk-Odsherred har en glimrende dialog med de lokale jobcentre om det nye kontaktforløb. For eksempel har de en medarbejder ansat, der har den primære kontakt til Jobcenter Holbæk, og vedkommende er i tæt kontakt med jobcentret, understreger hun.

Erfaringer fra forsøgsordning

Men hvis hun alligevel skal sætte fingeren på noget i samarbejdet, hvor der er plads til forbedringer, så er det i forhold til de 3F-medlemmer, der har anden etnisk baggrund end dansk.

”Vi oplever nogle udfordringer i at få jobcentrene overbevist om, at det er en god idé med sprogkursus til borgere med anden etnisk baggrund. De forklarer os, at så længe borgerne har været i landet i mere end fem år, så har de ikke krav på det. Men vi har svært ved at forstå deres begrundelse,” forklarer Dorte Lindholt.

Michael Christensen vil heller ikke afvise, at der kan være plads til forbedringer, når man har gjort sig nogle flere erfaringer med det nye kontaktforløb i a-kasserne. Alle forandringsprocesser kan være svære, men ordningen er fortsat så ny, så det er ikke nu, der skal ændres det store, vurderer han.

LÆS OGSÅ: Michael Svarer erkender mulige tilfældigheder i a-kasseevaluering: "Resultaterne er ikke bedre, end analysen tillader"

Til gengæld har det været en gevinst, at tre-måneders-kontaktforløbet har kørt som en forsøgsordning i Holbæk Kommune, inden det blev gjort permanent fra årsskiftet, fortæller han.

”Forsøgsordningen har givet os nogle erfaringer. Vi er nu i tæt dialog med vores ledige medlemmer, så vi kan levere en bedre service over for dem i forhold til jobåbninger. Det har også gjort, at vi har fået åbnet nogle flere døre i virksomhederne, så vi er blevet bedre til at matche vores ledige medlemmer med dem,” siger han.

Baris Atak forventer at kunne præsentere en mere uddybende redegørelse om, hvordan det går med dagpengemodtagernes ledighed og det nye kontaktforløb i a-kasserne i Holbæk Kommune til efteråret, hvor dataen forventes at være mere omfattende.

GDPR