Ny aftale om IGU-ordningen: Nu kan flere udlændinge komme i job og uddannelse
Regeringen og arbejdsmarkedets parter har indgået en aftale om at videreføre IGU-ordningen (integrationsgrunduddannelsen), som nu forlænges frem til 2028.
Aftalen betyder, at endnu flere flygtninge og familiesammenførte får mulighed for at nærme sig arbejdsmarkedet. Samtidig bliver ordningen forbedret, da målgruppen udvides og danskundervisningen styrkes. Derudover skal der oprettes et antal fagspecifikke retninger, hvilket flugter med Reformkommissionens anbefalinger fra maj.
LÆS OGSÅ: Superligaklub og kommune i nyt samarbejde: Skal hjælpe flere unge i arbejde
Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) er tilfreds med aftalen.
”Jeg er glad for at være nået til enighed med arbejdsmarkedets parter om at videreføre og udvide IGU-ordningen frem til 2028. IGU har vist sig at være en god indgang til arbejdsmarkedet for flygtninge, mens det også hjælper virksomhederne i den nuværende situation, hvor vi har mangel på arbejdskraft,” siger han i en pressemeddelelse.
Kaare Dybvad Bek nævner også, at regeringen er på vej med et forslag om at indføre en arbejdspligt, der er målrettet borgere med integrationsbehov.
IGU-ordningen, der har eksisteret siden 2016, er et toårigt forløb, hvor en udlænding indgår en aftale med en virksomhed, som omfatter både lønnet praktik og uddannelse.