Topøkonom vil have mere udenlandsk arbejdskraft til Danmark: Kan skabe job til faglærte danskere

Selvom udenlandsk arbejdskraft fra andre EU-lande strømmer til landet, kniber det fortsat med tilgangen af arbejdskraft fra lande uden for EU.
Det er et problem og derfor noget, som regeringen skal arbejde på efter sommerferien, siger en af de førende økonomer på området til Berlingske.
Torben Tranæs, der er forskningsdirektør og professor ved VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, fremhæver over for avisen, at det ikke er ligegyldigt, hvilken type udenlandsk arbejdskraft der kommer til landet. Problemet ligger ikke i at få ufaglært arbejdskraft til Danmark. Det er derimod folk med job i den midterste og højere ende af lønskalaen, som vi har svært ved at rekruttere udefra, slår Torben Tranæs fast.
LÆS OGSÅ: Økonomer: Kom nu med reformer, der kan sikre flere hænder på arbejdsmarkedet
Frem til udgangen af maj i år er der kun kommet 5.857 til Danmark for at arbejde fra lande uden for EU. I 2018 og 2019 kom der henholdsvis 14.335 og 14.974, viser tal fra Nyidanmark.dk, der er den officielle portal for udlændinge, der ønsker at besøge, bo eller arbejde i Danmark.
Derfor bør regeringen se på de ordninger, der er indført for at tiltrække arbejdskraft fra tredje-lande, mener Torben Tranæs. Det gælder blandt andet fast-track, beløbsordningen og den nye positivliste. VIVE-professoren peger på, at man eksempelvis kunne sætte lønnen i beløbsordningen ned. Som reglerne er i dag skal udlændinge, der vil arbejde i Danmark, have en ansættelseskontrakt, der garanterer dem en løn på 445.000 kroner om året, for at få en arbejdstilladelse.
Torben Tranæs mener i det hele taget, at vi bør tage vores opfattelse af den udenlandske arbejdskraft op til revision.
- I debatten om den udenlandske arbejdskraft bliver det ofte fremført, at udlændinge tager jobbene fra danskerne. Det kan der være et element af på dele af arbejdsmarkedet, men det vil ofte være tilfældet, at den udenlandske arbejdskraft er en forudsætning for at kunne skabe mere beskæftigelse for andre. Når der kommer flere specialister fra udlandet, kan de være med til at skabe flere job til faglærte danskere, siger han til Berlingske.