A4 Job

Arbejdsskadekonsulent til BUPL

Arbejdsskadekonsulent til BUPL

Ansøgningsfrist:
20. oktober 2025

Arbejdssted:
København Ø

Klik her for yderligere information

Vil du være med til at sikre, at pædagoger, der er kommet til skade på arbejdet, får den erstatning, de har krav på? Motiveres du af at gøre en stor forskel for en samfundsvigtig faggruppe? Og er du socialrådgiver eller jurist med mod på at indgå i et stærkt fagligt fællesskab? Så søg den ledige stilling som arbejdsskadekonsulent i BUPL

Vi søger en kompetent og samarbejdsorienteret ny kollega til vores stærke team af konsulenter, der behandler konkrete arbejdsskadesager og sager om erstatningsansvar. Vores nye kollega bliver en del af et stærkt fagligt fællesskab, der arbejder tæt sammen i den daglige rådgivning. 

Om jobbet
Vores medlemmer udfører en vigtig samfundsopgave, som til tider medfører en risiko for arbejdsskader, som fx er løfteskader, faldskader eller psykiske skader.  

Du skal behandle konkrete arbejdsskadesager og sager om erstatningsansvar. Du får ansvaret for din egen sagsportefølje og skal rådgive og vejlede medlemmerne undervejs i sagerne. Arbejdet sker i samarbejde med det enkelte medlem og indebærer klageskrivning, hjælp til besvarelse af spørgeskemaer, udarbejdelse af partshøringssvar m.v.

Vi lægger stor vægt på god medlemsservice. Det indebærer, at du - ud over at yde faglig rådgivning - også skal kunne håndtere og støtte de medlemmer, der efter en skade har mistet arbejdet, er sygemeldte og/eller er under lægelig behandling og derfor kan have det svært.

Om dig
Vi forestiller os, at du er socialrådgiver eller har en anden relevant videregående uddannelse og måske har erfaring med arbejdsskade- og erstatningsansvarssager og desuden:

  • lyst til og gerne erfaring med borger- eller medlemskontakt og kan lide at lytte og tale med mennesker som en stor del af arbejdet
  • gode evner til at formulere dig mundtligt og skriftligt i et klart og forståeligt sprog
  • lyst til at arbejde i en fagforening
    Om teamet og BUPL

Du bliver en del af Arbejdsskadeteamet, der med dig består af fire arbejdsskadekonsulenter, en student, en sekretær og en faglig leder. Vi er et fagligt stærkt team, der prioriterer fællesskabet højt. Det er vores erfaring, at vi opnår de bedste resultater for medlemmerne, når vi samarbejder og sparrer om sagerne. Vi har det godt sammen og har en uformel kultur med plads til nye idéer og et godt grin.  

Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte faglig leder af arbejdsskadeteamet Katja Broe på tlf. 9359 5643.

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er på fuldtid / 37 timer om ugen.

Aflønning følger en intern fælles overenskomst med bl.a. Dansk Socialrådgiverforening, DJØF m.fl. Yderligere oplysninger om BUPL som organisation og arbejdsplads kan findes på www.bupl.dk

Pædagogernes Hus er en arbejdsplads med dygtige og engagerede medarbejdere, smukt beliggende ved vandet i Nordhavn. Vi har en god kantine, en aktiv personaleforening og gode muligheder for kompetenceudvikling.

Ansøgning
Hvis du er interesseret i stillingen, så send din ansøgning og CV via linket her hurtigst muligt. Vi holder 1. samtalerunde den 24. oktober 2025 og 2. samtalerunde den 29. oktober 2025 mhp. ansættelse hurtigst muligt

Vi glæder os til at høre fra dig.

Om
BUPL er forhandlingsberettiget organisation for ca. 67.500 pædagoger og klubfolk, der arbejder i daginstitutioner, klubber, skoler, biblioteker, dagcentre m.v., samt for de pædagogstuderende. Lederforeningen i BUPL har ca. 3.700 medlemmer. 

BUPL arbejder for at fremme de bedst mulige betingelser for pædagogerne og udøvelsen af pædagogprofessionen. Det er forbundets formål at varetage medlemmernes økonomiske, faglige, sociale, pædagogiske og uddannelsesmæssige interesser.

På forbundskontoret er ansat ca. 130 medarbejdere, som servicerer BUPL’s medlemmer samt valgte og ansatte i 12 fagforeninger. Blandt de ansatte er administrativt personale, socialrådgivere, pædagoger, jurister, økonomer, magistre, journalister, køkkenpersonale m.fl.

GDPR