A4 Job

Faglig konsulent

Faglig konsulent

Ansøgningsfrist:
3. sep. 2025

HK Privat søger faglig konsulent med juridisk flair for kollektiv arbejdsret og ansættelsesret.

Om  HK Privat

I HK Privat har vi et engageret team af faglige konsulenter og jurister, der arbejder for at sikre vores medlemmers rettigheder gennem rådgivning, forhandling og faglig støtte. Da en af vores erfarne kolleger går på pension, søger vi en ny faglig konsulent, som har lyst til at gøre en forskel i en stærk og udviklingsorienteret faglig afdeling. Har du erfaring med kollektiv arbejdsret og individuel ansættelsesret, og vil du være med til at styrke vores indsats på det område, så hører vi gerne fra dig.

HK Privat er en sektor i HK Danmark og forhandler overenskomster på det private arbejdsmarked med blandt andre Dansk Industri og Dansk Erhverv. Vores fokus er at sikre vores medlemmers rettigheder og skabe de bedst mulige vilkår på arbejdspladsen. Det indebærer ofte, at vi udfordrer gængse fortolkninger af regler og lovgivning med nye perspektiver, der har medlemmernes interesser for øje. Vi er en organiserende fagforening, og medlemsorganisering er en rød tråd i alt, hvad vi laver.

I Faglig afdeling er vi 35 medarbejdere, der arbejder med forhandling og håndtering af sager, der udspringer af vores overenskomster. Vi fører sager både i det fagretlige system og ved de civile domstole, ofte i samarbejde med Fagbevægelsens Hovedorganisation eller HK's Center for jura. Vores sagsbehandlere og administrative kolleger håndterer blandt andet sagsopfølgning, lønforsikring og overenskomstregistrering.

Dine opgaver

Som faglig konsulent kommer du til at arbejde med forhandling og fortolkning af overenskomster og med løsning af konkrete sager i dialog med arbejdsgivere og arbejdsgiverforeninger. Du vil holde møder med medlemmer og lokalafdelinger og bistå i sager ved Arbejdsretten, faglig voldgift og domstolene. Derudover vil du fungere som sparringspartner for kolleger i både lokalafdelingerne og Faglig afdeling samt formidle viden gennem undervisning og oplæg, blandt andet for tillidsrepræsentanter.

Din profil

Vi forestiller os, at du har en solid viden om kollektiv og individuel arbejdsret, som du har opnået gennem flere års erfaring i en faglig organisation – gerne som faglig konsulent eller jurist. Det vil være en fordel, hvis du har kendskab til HK Privat’s område, eventuelt som tidligere tillidsrepræsentant. I særdeleshed vil det være en fordel, hvis du har kendskab til det private sundhedsområde, ex. Tandlægeforeningen og Praktiserende Lægers Arbejdsgiverorganisation. Du skal kunne navigere sikkert i det fagretlige system, forhandle både kollektive og individuelle sager og være i stand til at indgå forlig, der tilgodeser både medlemmet og organisationen.

Du skal trives med at arbejde i en politisk styret organisation og have blik for de organiserende perspektiver i det faglige arbejde. Du skal kunne formidle komplekse problemstillinger klart og forståeligt både mundtligt og skriftligt, og du må gerne være idérig, løsningsorienteret og have blik for udviklingsmuligheder, der kan styrke vidensniveauet i organisationen. Voksenpædagogiske kompetencer og erfaring med at undervise tillidsrepræsentanter er også en fordel.

Vi tilbyder

Vi tilbyder et selvstændigt og meningsfuldt job i en dynamisk organisation, hvor der er gode muligheder for både faglig og personlig udvikling. Du bliver en del af et fagligt stærkt fællesskab med engagerede kolleger, hvor vi passer på hinanden og har det godt sammen.

Stillingen er på joborienteret tid og aflønnes efter intern overenskomst med OK-fællesskabet (Tillidsmandsklubben). Lønnen er attraktiv og inkluderer særligt ferietillæg, fritvalgsordning og arbejdsgiverbetalt pension. Tiltrædelse er den 1. november 2025 eller snarest derefter. Arbejdsstedet er HK Privat, Weidekampsgade 8, 2300 København S.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte faglig chef Christoffer Marckmann på telefon 6155 0344.

Sådan søger du

Send din motiverede ansøgning og dit CV ved at trykke 'ANSØG' nedenfor.

Ansøgningsfristen er 3. september 2025, og vi forventer at afholde samtaler den 10. og 15. september 2025.

Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge – uanset alder, køn, seksuel orientering, religion eller etnisk baggrund.

--------------------------

HK Privat er den største sektor i HK med sine 88.000 medlemmer. Vi er fagforeningen for privatansatte HK’ere som fx administrative medarbejdere, grafikere, laboranter, freelancere, IT-medarbejdere og tandklinikassistenter. Sektorens omkring 65 medarbejdere forhandler overenskomster, rådgiver medlemmerne juridisk og fagligt og arbejder for at forbedre medlemmernes arbejdsmiljø og kompetencer.

Læs mere på www.hkprivat.dk

ANSØG

GDPR