Spørgsmål fra Ahmad Mahmoud, maskinmester og forfatter, til Herlige Svend, mememager og forfatter:
Med din Meme-instagram konto bruger du humoren til at engagere mænd i MeToo-debatten. Men er det ikke på tide, at mænd tjekker ind på en mere alvorlig måde, eller kommer vi hele livet til at være en flok umodne drengerøve, der kun kan tale om seriøse emner gennem humor? Hvordan kommer vi videre, så vi for alvor tjekker ind i debatten om MeToo?
SVAR:
Det korte svar på dit første spørgsmål er ’jo’. Det korte svar på dit andet spørgsmål findes ikke. Men det har at gøre med oprigtighed.
Debat-stafet
På A4 Ligestilling har vi søsat en debat-stafet, hvor skribenter nysgerrigt stiller spørgsmål til hinanden, så både de og læserne kan blive klogere på, hvilke dagsordener der rører sig på ligestillingsfeltet. Redaktør på A4 Ligestilling Karen Dich stiller første spørgsmål i serien, ligesom hun også vil runde af og besvare et spørgsmål fra den sidste deltager.
Deltagere
Alexander Andersson, formand Dansk Mandesamfund
Ahmad Mahmoud, maskinmester og forfatter
Sebastian Lynggaard, mememager og forfatter, står bag Instagram-profilen Herlige Svend
Aida Ammary, hovedbestyrelsesmedlem hos Enhedslisten
Lai Christian Balsig, LGBTQ-aktivist og ambassadør for Pan Idræt
Jeg fandt ret hurtigt ud af, at det at bruge internethumor til at engagere mænd i MeToo-debatten nærmest er en håbløs opgave. Både fordi det er skidesvært at lave hurtig humor om meget nuancerede emner – men også fordi det i bund og grund ikke er særlig konstruktivt. For memes om MeToo vil altid have mænd som punchline. Og selv om mænd sagtens kan tage imod slag – også endnu flere, end de velfortjente uppercuts vi allerede har fået – så er det ikke med slag, man får et menneske til at rejse sig fra gyngestolen og smøge ærmerne op.
Rollen som det underholdende indslag, den omvandrende comic relief, har så længe tilhørt os, mit hold – den Heteroseksuelle Mand FC
Sebastian/Herlige Svend, mememager og forfatter
Og det er egentlig sjovt, at jeg skriver, at det ikke bliver igennem humor, at vi finder et blomstrende mande-engagement i kampen mod sexisme – for det er i den muld, vores behårede fødder har stået så længe. Humorens. Rollen som det underholdende indslag, den omvandrende comic relief, har så længe tilhørt os, mit hold. Den Heteroseksuelle Mand FC.
MEN HVAD BETYDER DET, når man baserer – ikke kun sine sociale fællesskaber men også sin egen rolle i sociale sammenhænge på humor? Det betyder, at intet rigtigt er rigtigt. Det betyder, at intet egentlig er ægte. For det var jo bare for sjov.
Vi har joket, siden før vores ungdom gjorde vores sved uudholdelig og Aqua di Gio bydende nødvendig. Dengang i folkeskolens omklædningsrum, det lyse klinkefængsel, hvor vi prøvede grænserne af i vores etablering af fælles fjender, dem der faldt udenfor. Vi sagde forfærdelige ting om pigerne fra klassen. Og ham fra parallelklassen, der både var alt for meget og alt for lidt. Efter enhver joke kom hyænegrinene. Og hvis én pludselig mente, at man måske lige kunne skrue ned på fire, så skulle man slappe af. For det var jo bare for sjov.
Intet, vi sagde i omklædningsrummet, var ægte. Intet, vi sagde på fodboldbanen – i kampens hede – var ægte. Og for mange mænds vedkommende blev de jokes ikke liggende i hverken folkeskolen eller på boldbanen. Vi tog dem med os ind i voksenlivet, ind i vores forhold til de kvinder, som vi gjorde grin med til idræt. Voksne mennesker joker om, hvor lidt de gider deres koner. Hvor lidt de orker kranen derhjemme. Hvor lidt de må for chefen. Og hvis man får at vide, at man eventuelt kunne tale ordentligt om sin egen kone – så skal man fucking slappe af. For det var jo bare for sjov.
Jason P. Steed har skrevet en ph.d-afhandling om humor og skrev på et tidspunkt på Twitter:
“Here’s the thing about ‘just joking’. You’re never ‘just joking’. Nobody is ever ‘just joking’. Humor is a social act that performs a social function.”
NÅR MAN SIGER, AT NOGET BARE var for sjov, så forsøger man at annullere det, man lige har sagt. Man forsøger at skovle ord tilbage i tarteletskakten – men nøjagtig som dengang min forenings faldstamme sprang læk, så går det ikke. Lortet er ude.
Humor er en måde, hvorpå man risikofrit kan give idéer videre. Såsom idéen om, at drengene er mere værd end dem i omklædningsrummet inde ved siden af. Dem, der forstår joken, er med i gruppen. Dem, der ikke synes, at joken er sjov (og dem der slet ikke syntes, at det var en joke) skal bare slappe af.
Dybere fællesskaber er vigtige, hvis man skal modnes. Og hvis vores del af æbleplantagen ikke bliver mere moden, så bliver det hele sgu ved med at være lidt råddent
Sebastian/Herlige Svend, mememager og forfatter
Alle – ikke kun drenge og mænd – bruger jo humor til en vis udstrækning – både til at definere sig selv i en social sammenhæng og til at definere rammerne for en given gruppe. Udfordringen opstår, hvis man gør det i for høj grad. Og det er et hul, som jeg tror, drenge og mænd har større risiko for at falde i end andre. Hvis et menneskes fundament bliver humor – ikke kun den sexistiske version – så bliver det meget svært for omgivelserne at mærke vedkommendes kerne.
Hvis det hele bliver ved med bare at være for sjov, så bliver det i det hele taget svært at tage den person alvorligt. Både for personens omgivelser – og for personen selv.
Men vores, mænds, manglende oprigtighed går også ud over dem, der lytter med. De yngre øjne, der kigger på os fuldvoksne mænd og leder efter clues, små brødkrummer, der kan hjælpe dem med at navigere kortet på deres vej mod at blive mænd.
Opgaven med at tage MeToo alvorligt, som du spørger til Ahmad, begynder i mine øjne med, at den enkelte mand skal tage sig selv alvorligt. Man tager sig selv alvorligt ved at dele sin tvivl – og ved at fortælle om det, man elsker og det, man ér – i stedet for det, man synes er latterligt eller det, som man i hvert fald ikke er.
Dét, tror jeg, er en del af vejen mod dybere fællesskaber blandt mænd. Og dybere fællesskaber er vigtige, hvis man skal modnes. Og hvis vores del af æbleplantagen ikke bliver mere moden, så bliver det hele sgu ved med at være lidt råddent.
Spørgsmål fra Herlige Svend, mememager og forfatter, til Aida Ammary, tidligere folketingskandidat for Enhedslisten
Kære Aida
Jeg kunne godt tænke mig at høre din holdning til Christiansborgs rolle på vejen mod et mere lige samfund. Hvordan mener du, at vores nationale politikere bedst kan fremskynde processen? Og som en lille chaser: Hvilken (kun én) lov på det her område, ville du selv gennemføre, hvis du var medlem af Folketinget og fik fuldstændig frie tøjler og havde 90 mandater i rygsækken ligegyldig hvad?
Bh. Sebastian/Herlige Svend
