HK-formand: Lad os tale om blå mærker – også dem man ikke kan se
MIN MOR VAR I 70’erne og 80’erne tillidskvinde for bryggerkvinderne på Carlsberg.
Hun kæmpede for ordentlige løn- og arbejdsvilkår, stod op for sine kollegaer og havde dem lige bag sig. Men vilkårene i hjemmet var ikke en del af kamppladsen, selvom solidariteten naturligvis dækkede hele livet. De arbejdede hårdt, havde det skideskægt men der var også svære ting i livet.
For på bryggeriet, ligesom på tusindvis af andre danske arbejdspladser, var der kvinder, der dukkede op med blå mærker på både ansigt, krop og sjæl. Sporene af frustrerede eller fordrukne ægtemænd for hvem det var nærliggende at lade det gå ud over konen. Det synlige tegn på, at rødstrømpeoprøret ikke var nået helt ud i de små hjem.
LÆS OGSÅ: 12 procent flere indskrevne på kvindekrisecentre: "Godt, at flere benytter sig af det tilbud"
Sporene efter fordrukne, frustrerede mænd, de blå mærker i bryggerkvindernes ansigter og kroppe, blev altid mødt med en varm krammer, en forstående snak og måske en fælles tåre.
Vold er stadig langt hen ad vejen noget, som vi tilskriver privatslivets (u)fred – og vi er alt for dårlige til at blande os i hinandens liv
Anja C. Jensen, formand HK Danmark
Men heller ikke mere end det. For sådan var det jo bare. Og hvor skulle kvinderne (og børnene) egentlig gå hen, hvis de ikke skulle gå hjem?
Så det blev ved løn- og arbejdskamp.
I DAG HAR VI en langt større viden og heldigvis også et langt bedre system til at gribe både kvinder og mænd, der er udsat for partnervold. Ikke perfekt. Dog bedre.
Men vold er stadig langt hen ad vejen noget, som vi tilskriver privatslivets (u)fred – og vi er alt for dårlige til at blande os i hinandens liv. Ikke mindst, når volden ikke er umiddelbart synlig.
Enten fordi de blå mærker dækkes til eller sidder under tøjet. Eller fordi mærkerne udelukkende sidder på sjælen, hjertet og psyken. For desværre er vores forståelse af vold i den brede befolkning fortsat i al for høj grad bundet op på det, som er synligt.
Det på trods af, at psykisk vold i 2019 blev gjort strafbart på lige fod med fysisk vold.
Men selv, når vi kan se, eller tydeligt fornemmer, volden, så krymper vi os for at tale om det.
Selvom volden udøves i privaten, så møder den altså med tiden også med op på arbejde. I form af sygedage, usikkerhed, isolation, skamfuldhed og dårlig trivsel
Anja C. Jensen, formand HK Danmark
Det er stadig noget, som man prøver at pakke væk. Noget, der ikke vedkommer kollegerne og arbejdspladsen. Men det er en kæmpe fejlslutning.
For vi er hele mennesker derhjemme, og vi er hele mennesker, når vi går på arbejde. Og selvom volden udøves i privaten, så møder den altså med tiden også med op på arbejde. I form af sygedage, usikkerhed, isolation, skamfuldhed og dårlig trivsel. Og så videre og så videre.
Derfor SKAL vi have et system, der griber og omfavner dem, der har brug for hjælp. Der er i den grad brug for, at vi får aftabuiseret både den fysiske og den psykisk vold. Og vejen frem er, at vi taler langt mere åbent om det. Både i samfundet og på arbejdspladserne.
JEG UDDELER I ANLEDNING AF FN'S Internationale dag for bekæmpelse af vold mod kvinder en ligestillingspris til en ung kvinde, Caroline, der netop har været åben om sin historie – både i medierne og på sin arbejdsplads.
Caroline stod selv i en situation, hvor hun manglede oplysning omkring, hvad vold egentlig er, og hvordan den kommer til udtryk.
Som hun selv udtrykker det i et debatindlæg om volden: ”Hvis bare han havde slået mig, så havde jeg vidst, at jeg levede i et voldeligt parforhold. Men det gjorde han ikke. Til gengæld blev jeg udsat for seksuel, materiel og psykisk vold. Stalking og social kontrol blev en del af min hverdag, og jeg trak mig stille og roligt fra familie og venner.”
Vi kan ikke lade hverken voldsramte kvinder eller mænds liv og trivsel afhænge af, om de har overskuddet og modet til at bryde tavsheden og tabuet. Der har vi alle sammen et forbandet ansvar
Anja C. Jensen, formand HK Danmark
Caroline har som kontorelev heldigvis oplevet at være ansat et sted, der kunne rumme hende, da hun ovenpå sit forløb med psykisk partnervold fik en PTSD-diagnose. Ifølge hende, har det gjort det mere overkommeligt for hende, at hun ikke også skulle kæmpe med pres fra sin arbejdsplads, men fik plads til at bearbejde sine oplevelser/følelser.
Vi skal bruge Carolines gode oplevelser ovenpå et frygteligt forløb som et godt eksempel på, hvad arbejdspladsen kan gøre. Men vi kan ikke lade hverken voldsramte kvinder eller mænds liv og trivsel afhænge af, om de har overskuddet og modet til at bryde tavsheden og tabuet. Der har vi alle sammen et forbandet ansvar.
FOR PAROLEN OM, AT DET PRIVATE ER POLITISK, har desværre vist sig at være eviggyldig, når det kommer til ligestilling.
Hvis der er noget, som #metoo og #enblandtos har sat fede streger under de seneste år, så er det, hvor stor betydning den enkelte, modige stemme har for at få fællesskabet med i en bevægelse. At vi med udgangspunkt i den enkelte kan drive politiske, kulturelle og sociale forandringer for de mange.
Fordi nogle gik forrest i at dele deres oplevelser med seksuel chikane, så har vi i dag et bedre sprog og en helt anderledes lavere tolerance for seksuel chikane og krænkelser – og det gør, at flere tør sige fra både på egne og andres vegne, rejse sager og tale om det, der bare ikke er i orden. Og i virkeligheden aldrig har været det.
Kampen mod vold mod kvinder bliver aldrig en nem kamp at vinde. Men vi har hverken som samfund eller mennesker råd til at bakke væk fra den.
Og at få aftabuiseret og stoppet partnervold er en fælles opgave. Den blev hverken i 70’erne eller i 2022 løst med et kram og en snak med den, som man tror er udsat for vold. Men det er et godt sted at starte.