Julie Rokkjær Birch forlader KØN:
"Min efterfølger kan roligt glæde sig"

KON-Pressefotos-af-Kasper-Heden-2-746x1024
"Tiden på KØN vil altid betyde noget særligt for mig personligt," siger Julie Rokkjær Birch, der 31. marts forlader stillingen som museumsdirektør på KØN for at blive direktør på Museum Jorn. Foto: KØN fotograf Kasper Heden
19. jan. 2023 06.00
Julie Rokkjær Birch fratræder sin stilling som museumsdirektør på KØN. Fra 1. april er hun direktør på Museum Jorn.

KØN - Gender Museum Denmark skal se sig om efter en ny direktør.

Den nuværende direktør, Julie Rokkjær Birch, fratræder nemlig sin stilling 31. marts, da hun har fået nyt job som direktør på Museum Jorn.

I et opslag på LinkedIn beskriver hun sin tid på det aarhusianske museum som "sjovt og vildt og meningsfuldt".

"Tiden på KØN vil altid betyde noget særligt for mig personligt. Det er derfor med en vis melankoli, at jeg siger farvel, men jeg er klar til nye udfordringer og forlader stedet på et tidspunkt, hvor det går virkelig godt. KØN står sejt og stærkt og med det bedste hold af dygtige ildsjæle på alle pladser. Jeg er glad og stolt af alt det, som vi sammen har fået til at ske. Min efterfølger kan roligt glæde sig," skriver hun.

LÆS OGSÅ: Ligestillingsmuseum melder sig ind i Dansk Industri

Under Julie Rokkjær Birch har museet skiftet ansvarsområde fra kvindehistorie til kønshistorie, og i 2021 skiftede museet navn fra Kvindemuseet til KØN. 

I 2022 satte museet besøgsrekord.

Museets bestyrelse har igangsat arbejdet med at rekruttere en ny direktør og ønsker den afgående alt det bedste fremover.

”Vi har været glade for samarbejdet med Julie Rokkjær Birch, som har ledet de senere års intensive transformation af museet. Museet har formået at gøre den kønnede kulturhistorie relevant for flere, tiltrækker et ungt publikum og så satte vi publikumsrekord i 2022 trods coronanedlukning i januar. Vi har høje ambitioner, et stærkt team af fagligheder til at løfte opgaven, så der er lagt i støbeskeen til en begivenhedsrig næste etape. Der venter kort sagt en ny direktør et enormt spændende udviklingsarbejde,” udtaler bestyrelsesformand Merete Andersen via museets LinkedIn-profil.