Rikke Kristine Østergaard vil fokusere fuld tid på ligestillingsprojekt

Efter otte år i kommunikationsbureauet Advice forlader Rikke Kristine Østergaard sin post som direktør for branding og marketing.
Det skriver hun på LinkedIn, hvor hun fortæller, at beslutningen kommer, efter at hun har været sygemeldt med stress i seks måneder.
Sygemeldingen gav hende tid til at tænke over sin arbejdssituation, og nu har hun besluttet at gå en anden vej.
I stedet vil hun nu arbejde fuldtid med ligestillingsprojektet Karrierekvinder, som hun har skabt sammen med Naja Lind Rasmussen, fortæller hun i LinkedIn-opslaget.
"Vi har i lang tid vidst, at der var potentiale for at gøre endnu mere, og nu skal jeg så altså bruge al min tid på at udvikle indhold, foredrag og events, som fremmer ligestilling mellem kønnene i Danmark," skriver Rikke Kristine Østergaard.