JEG VAR VED AT FALDE ned af stolen, da jeg læste Johnny Gaardsdals debatindlæg i A4.
Når et medlem af forretningsudvalget i BUPL efterlyser politisk indblanding i ret til barns sygedage, fordi ”modellen ikke leverer”, så bliver man nødt til at stille spørgsmålet: Hvem er det egentlig, der ikke leverer?
I industrien har vi netop forhandlet os til retten til barns tredje sygedag. Fordi vi selv har valgt at prioritere det i overenskomstforhandlingerne med arbejdsgiverne, og fordi det er vores ansvar som repræsentant for arbejdstagerne og som aftalepart. Det er jo ikke Folketingets ansvar.
LÆS OGSÅ: BUPL: Nej, Lund – det er ikke en trussel mod den danske model, at forældre vil passe deres syge børn
Hvis man som fagforening abdicerer fra ansvaret og i stedet beder politikerne gribe ind i det, vi plejer at kalde overenskomststof, så risikerer man at underminere sin egen rolle.
Man risikerer at ende som endnu en organisation i rækken, der ”bare” repræsenterer nogle særinteresser – på linje med hundredvis af andre interesseorganisationer i Danmark, der gerne vil have politikerne til at lave bestemte forandringer.
MEN DE OVERENSKOMSTBÆRENDE fagforeninger befinder sig i en anden liga, fordi vi har den direkte forhandlingsret på vegne af de lønmodtagere, vi repræsenterer.
BUPL har en stærk placering i den danske model og trækker ad den vej massevis af sejre og merværdi hjem til medlemmerne – med alt fra markante lønstigninger, forbedrede arbejdsvilkår til et stærkt medlemsdemokrati. Jeg vil opfordre Johnny Gaardsdal til at lade sig inspirere af det flotte arbejde hos BUPL selv, i stedet for at kigge i den politiske ønskebrønd.
Fagforeninger er ikke kun interesseorganisationer. Vi har forhandlingsret – og dermed også et ansvar for at stå vagt om de aftaler, vi indgår. Hvad ville Gaardsdal sige, hvis arbejdsgiverne en dag gør det samme, som han nu foreslår? Er det okay, at Christiansborg blander sig, hvis arbejdsgiverne for eksempel vil have politikerne til at sænke lønnen eller forlænge arbejdstiden?
LÆS OGSÅ: Lund: Ønske om fri ved barn syg bør få alarmklokkerne til at ringe
I fagbevægelsen bør man tænke nøje over, hvilken sti man går ned ad, hvis man opfordrer til politiske indgreb i overenskomststof. Hvis man gør det, skal man i hvert fald være helt med på, at arbejdsgiverne kan gøre det samme – ellers er det jo rendyrket hykleri.
I Dansk Metal vil vi under ingen omstændigheder acceptere politisk indblanding i overenskomsterne. Politikerne skal holde fingrene langt væk fra det, der er forhandlet mellem arbejdsmarkedets parter.
Andreas Antoni Lund fra A4 Medier rammer plet i sin oprindelige klumme: Rettigheder på arbejdsmarkedet skal ikke trylles frem i lovgivningsmaskinen. De skal forhandles. Derfor er det helt afgørende, at fagbevægelsen – uanset branche – står vagt om den danske model.
