
CHURCHILL SAGDE – frit oversat – at “først skaber vi bygningerne, og så skaber de os”.
Lige nu er der gang i rigtig meget sundhedsbyggeri i hele landet, som nybyggeri eller som ombygninger. Og behovet for at tilpasse rammerne til opgaverne vil blive aktualiseret af sundhedsreformen. Derfor er det helt afgørende at tage udgangspunkt i såkaldt universelt design, så man som patient med synshandicap og patient i det hele taget ikke oplever yderligere barrierer ved at færdes i sundhedsvæsenet.
Universelt design handler dybest set om at lave ting, så alle kan bruge dem, uden at nogle skal have noget specielt designet kun for dem. Det tager højde for, at de fleste mennesker før eller siden vil opleve en form for nedsat funktionsevne, enten midlertidigt eller kronisk. Når bygninger og fysiske rammer er tilgængelige og rummelige, styrkes patientsikkerheden.
Observationer, som Dansk Selskab for Patientsikkerhed har foretaget i forbindelse med en række projekter, viser, at de fysiske rammer ofte ikke understøtter tilgængelighed, men heller ikke – overraskende nok – sikre arbejdsgange for personalet.
PATIENTSIKKERHED ER IKKE KUN korrekt medicinering og behandling – det er også, at patienten kan færdes trygt, for eksempel ved hjælp af ledsagelse, og have sundhedsfagligt personale inden for en rimelig rækkevidde. Sengeafsnit kan i dag blive så store, at personalet ikke har en chance for at nå frem i tide, hvis der opstår behov for hjælp i den modsatte ende. En blind patient, der ikke kan orientere sig i en hospitalsbygning, risikerer at falde, gå forkert eller miste overblikket i akutte situationer. Det kan føre til forsinkelser i behandling, utryghed eller ulykker.
Nogle vil i værste fald helt fravælge behandling i sundhedsvæsenet, fordi det bliver for uoverskueligt og utrygt at skulle færdes på et sygehus eller sundhedsklinik. Det kan have store konsekvenser for den enkeltes sundhedstilstand, hvis symptomer og mulig behandling ikke håndteres, fordi patientsikkerhed ikke er indtænkt i det byggede miljø.
Viden om patientsikkert byggeri og indretning findes i vid udstrækning allerede, og bør i meget højere grad blive brugt systematisk.
Aalborg Universitet har udarbejdet vejledninger til, hvordan fysiske rammer kan tilpasses blinde og svagsynede og være til gavn for alle, der opholder sig i sundhedsvæsnet.
Dansk Selskab for Patientsikkerhed har gennem en årrække opsamlet viden om patientsikker indretning.
Tilgængelig, sikker og tryg indretning for både brugere og medarbejdere handler om forudsigelighed, orientering og sikkerhed
VI GIVER DERFOR FIRE BUD PÅ, hvad der skal til for at understøtte indretning og byggeri, der kan gøre byggeri sikkert og handicapvenligt.
- Anvend viden fra universelt design systematisk i alle sundhedsbyggerier – ikke som et tilvalg, men som en standard.
- Anvend konkret viden om patientsikre arbejdsgange. Viden findes allerede, men skal bringes i spil.
- Inddrag brugere og handicaporganisationer systematisk i planlægning og evaluering af byggeri.
- Indfør obligatorisk tilgængelighedstjek ved nybyggeri og renovering af hospitaler og klinikker.
Ulighed i sundhed har mange former. Vi er i Danmark kendt for vores design. Lad os også blive kendt for at være et land, hvor der – i nogle tilfælde bogstaveligt – bliver tændt et lys i mørket for borgere med synshandicap, og hvor vi reducerer uligheden og styrker sikkerheden gennem byggerier, så vi kan skabe trygge rammer for alle.