NÅR JEG BESØGER arbejdspladser rundt om i landet, møder jeg mænd, der står tidligt op, løfter tungt og løser problemer, men sjældent taler om det, der gør ondt. Det er ikke, fordi de er ligeglade. Men de har lært, at man klarer sig selv. Man taler ikke om det svære.
Men bag tavsheden ligger noget vigtigt. For mænd kæmper også – ikke mod nogen, men med noget. Ofte handler det om arbejdslivet, om fællesskabet og om at finde sin plads i en tid med store forandringer. Som forfatteren Carl Frode Tiller beskriver i 'Arbejderhjerte', kan mennesker, der arbejder side om side, få deres hjerter til at slå i takt.
I dag markerer vi Mændenes Internationale Dag. Den fylder ikke meget i Danmark, måske fordi mange mænd ikke har for vane at råbe højt om sig selv. Mange er opdraget med, at tavshed er guld, og at man ikke skal klage.
Arbejdsfællesskabets betydning
For mig har det altid betydet meget at være en del af et fællesskab på arbejdspladsen. Det er i mødet med kollegerne, jeg har oplevet følelsen af at høre til, at man gør en forskel, og at nogen har brug for én.
Arbejdet giver mening og identitet for mange mænd. Når man mister tilknytningen til arbejdsfællesskabet, mister man derfor ikke kun en løn, men et sted at blive set og værdsat. Det kan gøre mennesker sårbare. For arbejdsfællesskabet er for mange det, der holder hverdagen sammen.
Nogle når aldrig ind i det fællesskab. For mange unge mænd er skolebænken blevet et nederlag og en stopklods. De har måske oplevet, at de ikke passer ind i den måde, vi i dag måler viden og succes på. De trives bedre, når de kan bruge hænderne og løse opgaver i praksis. Men i et samfund, hvor papir og præstation fylder mere end erfaring og faglig stolthed, føler alt for mange sig hægtet af.
Ekstreme mandeforbilleder
Samtidig formes unges syn på verden i digitale fællesskaber, hvor ekstremistiske mandeforbilleder fylder. Andrew Tate og lignende skikkelser promoverer en maskulinitet baseret på dominans. Når unge står alene med deres frustrationer, bliver ekstreme stemmer mere tillokkende. Det er et advarselssignal – og vi har som samfund et ansvar for at reagere.
For virkeligheden er alvorlig. Mænd udgør omkring tre fjerdedele af alle selvmord i Danmark. Bag tallene findes mænd, der har mistet fodfæstet, og som ikke har lært at række ud, heller ikke når det gør allermest ondt.
Hverdagens rollemodeller
Jeg har igennem mit liv mødt mange stærke mænd, som netop i fællesskabet finder styrke. Hvor tavshed ikke betyder, at man er ligeglad, men at man viser omsorg gennem handling. Man rækker en hånd, tager en ekstra tørn, får maskineriet til at køre. Den form for fællesskab er intuitiv for mange mænd.
Nogle af de vigtigste rollemodeller er tillids- og arbejdsmiljørepræsentanterne. De står midt i virkeligheden, hvor folk har smerter, problemer eller slid. De tager også de svære samtaler om livet uden for arbejdet. For problemerne bliver ikke derhjemme. Vi tager hele livet med på job.
En ny samtale om mænd
Vi har brug for en samtale om mænds trivsel. Vi skal skabe et arbejdsmarked, hvor mænd kan række ud, uden at føle at de mister noget af sig selv. Hvor man kan tale om stress, tvivl og usikkerhed og stadig være den mand, man gerne vil være.
Fællesskabet på arbejdspladsen er ikke bare ord. Det lever i frokostpausen, i klubberne, hos tillidsrepræsentanterne. Lad os bruge Mændenes Dag til at få flere hjerter til at slå i takt på arbejdspladserne. For ingen skal stå alene. Fællesskabet gør os stærke.
