
Niels Sandø har indgået en fratrædelsesaftale med Sundhedsstyrelsen.
Derfor stopper han ved månedens udgang som forebyggelseschef for styrelsen.
Det skriver han på LinkedIn.
"Sundhedsstyrelsen skal i de kommende år være i stand til at gribe mange nye opgaver fra sundhedsreformen. Det har medført en omorganisering af organisationen, og jeg har i forlængelse heraf indgået en fratrædelsesaftale med styrelsen," skriver Niels Sandø i opslaget.
Niels Sandø er oprindeligt uddannet i internationale studier og kommunikation fra Roskilde Universitet. Han har arbejdet med forebyggelse i Sundhedsstyrelsen de sidste 18 år, de seneste seks har det været som enhedschef for forebyggelse.

















