A4 Sundhed
Køb abonnement

Jens Gordon Clausen er formelt ny regionsdirektør i Region Østdanmark

21. januar 2026 kl. 11.00
| Foto: Pressefoto Region Østdanmark
Den nuværende regionsdirektør i Region Hovedstaden, Jens Gordon Clausen, er udpeget som øverste direktør for den kommende Region Østdanmark.

Jens Gordon Clausen bliver regionsdirektør i den nye Region Østdanmark, der opstår, når Region Hovedstaden og Region Sjælland fusioneres den 1. januar 2027. 

Det besluttede det forberedende regionsråd på et ekstraordinært møde tirsdag den 20. januar. 

"Jeg er rigtig glad for, at Jens Gordon er klar til at stå i spidsen for den nye region. Han er en dygtig, ansvarlig og vellidt leder, som vi politikere ser frem til at samarbejde med,“ siger Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) i en pressemeddelelse. 

Jens Gordon Clausen er i dag regionsdirektør i Region Hovedstaden og konstitueret regionsdirektør i Region Østdanmark og ser frem til opgaven. 

"Jeg er stolt og meget beæret over den store tillid, og jeg går ydmygt til den store opgave,“ siger han.

Jens Gordon Clausen er uddannet økonom ved Københavns Universitet og London School of Economics. Han har været ansat i Region Hovedstaden siden 2015 - de seneste fem år som regionsdirektør. Inden da var han blandt andet 13 år i Finansministeriet.

GDPR