Formand for Sundhedsråd Københavns Omegn Nord: Ingen har prøvet det før, og vi skal først nu til at finde formlen

Som formand er min første og vigtigste opgave, at gøre alt jeg kan for at sikre, at vi får opbygget et godt samarbejde i sundhedsrådet på tværs af kommuner og regionen – og på tværs af partier. Hvis vi skal lykkes med at styrke det nære sundhedsvæsen – og det skal vi – så er tillid og gode relationer en forudsætning.

Som regionale repræsentanter så har vi en vigtig opgave i at være nysgerrige og sætte os ind i kommunernes ønsker og viden om borgernes behov. Kun på den måde kan vi træffe de gode beslutninger. I den sammenhæng vil jeg lige nævne, at jeg selv gennem 16 år har været kommunalpolitiker blandt andet med ansvaret for ældreområdet. Så jeg er godt inde i de kommunale problemstillinger.

Nu skal det ikke blive alt for højstemt – men vi har fået en helt unik mulighed. For første gang samles beslutningstagere fra kommuner og regioner i samme rum om fælles beslutninger og med fælles økonomi for at sikre, at vi får indrettet sundhedsvæsnet med udgangspunkt i borgernes behov og ikke med udgangspunkt i, hvilken kasse, der skal betale.

Ingen har prøvet det før, og vi skal først nu til at finde formlen, men det er afsindigt spændende og vigtigt.

Hvilke konkrete tiltag vil I prioritere for at sikre koordinering mellem kommuner og regioner?

Det er jo det, vi skal til at drøfte nu og blive enige om. Jeg har selvfølgelig nogle idéer og emner, jeg gennem mine år i politik har oplevet, der er brug for at gøre noget ved. Men det er vigtigt for mig at sige, at det først rigtigt giver mening at tale konkrete tiltag, når vi har haft tid til at drøfte det med kommunerne.

Hvilke samarbejder og nye tiltag, vi skal sætte i gang, skal vi finde frem til sammen med kommunerne. Den proces vil jeg ikke foregribe.

Sundhedsrådet er jo det øverste, politiske, fælles forum, men det er mindst lige så vigtigt, at der er et rigtig godt samarbejde på embedsmandsniveau, for det er dem, der skal føre beslutninger ud i livet.  Og så har vi en stor forpligtelse til at sikre, at beslutningerne i praksis også kommer til at involvere for eksempel pårørende og lederne af for eksempel plejehjem og de relevante funktioner på hospitalet. Den dimension skal vi interessere os for politisk. 

En ting, jeg tror vi er meget enige om på tværs, det er, at vi skal være bedre til at gribe børn og unge tidligt, når de mistrives. Der er selvfølgelig i dag samarbejde mellem hospitalspsykiatrien, Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i kommunerne, praktiserende læger, skolerne osv. Men det samarbejde kan blive meget bedre og mere forpligtende. For eksempel gennem nem adgang til faglig sparring, rådgivning og vejledning i hospitalspsykiatrien.

LÆS OGSÅ: Lise måtte igennem tre sygemeldinger, da hendes søn fik OCD: "I virkeligheden har vi været vildt heldigt stillede"

I det hele taget så har vi en stor opgave med at sørge for at nedbryde silotænkningen. Hospitalernes ekspertise skal stilles til rådighed for kommunerne, så vi i fællesskab kan skabe gode og sammenhængende forløb for alle borgere. For eksempel med rådgivning og vejledning fra hospitalet til medarbejdere på sundheds- og omsorgspladserne eller i hjemmeplejen. Det skal helst være sådan, at hospitalets specialiserede ekspertise også gør gavn helt ude i patientens eget hjem. 

Vi har også en udfordring med for lange ventetider hos praktiserende speciallæger som for eksempel psykologer og psykiatere. Det skal vi gøre noget ved. Vi skal selvfølgelig have respekt for overenskomstsystemet – men når det er sagt, så tror jeg, at vi på tværs af kommuner og region også bliver nødt til at kigge på, om vi kan skabe nogle alternative løsninger sammen. For lige nu er ventelisterne hos de praktiserende speciallæger på nogle områder simpelthen alt for lange. Her skal vi i mine øjne huske at inddrage de private muligheder og andre muligheder. Det skal vi selvfølgelig drøfte med de relevante organisationer. 

Min pointe er, at vi med sundhedsrådene nu både har et bredt politisk mandat og en fælles økonomi, som baner vejen for, at vi kan tænke i nye løsninger, som giver mening lokalt og i sidste ende kan hjælpe borgerne.

Og så er jeg optaget af at udvikle det, vi kan kalde “egenmestring”. Altså at blive en mere kompetent kaptajn i eget liv med egen sygdom. Det er især relevant  på kronikerområdet for eksempel atopisk eksem og diabetes. Her er et tæt og konstruktivt samarbejde med patientorganisationerne meget værdifuldt. 

Hvordan vil I bruge jeres økonomiske midler strategisk til at skabe lokal værdi for borgerne?

Jeg vil gerne understrege, at det kan jeg ikke som formand alene beslutte. Og det vil jeg heller ikke, fordi hele formålet er, at vi skal have kompetencer og viden fra kommunerne med ind i løsningerne. 

Befolkningen bliver hele tiden ældre, og vi bliver stadig bedre til at behandle sygdomme. Det er rigtigt godt, men det betyder også, at mange lever med kronisk sygdom. Her har vi helt klart et fælles mål om, at mennesker med kronisk sygdom lærer at mestre sygdommen og livet med sygdom. Det giver et mere værdigt liv – og kan aflaste hospitalerne og kommunerne. Jeg forestiller mig for eksempel, at det vil give rigtigt god mening at oprette lokale patientskoler – og det er noget af det, jeg vil bringe med i drøftelserne i sundhedsrådet.

Udadrettede funktioner fra hospitalernes side som for eksempel mobil røntgen er noget af det, der virkelig skaber lokal værdi for borgerne, når en ældre borger ikke skal flyttes til hospitalet, men kan blive på plejehjemmet. 

På samme måde skaber det stor kvalitetsmæssig værdi, at der er nem og hurtig adgang til specialiseret støtte og rådgivning fra speciallægerne til den praktiserende læge og plejehjemmet. 

Hvordan vil I involvere medarbejdere, borgere og lokale aktører, så beslutningerne afspejler lokale behov og ressourcer?

Det er virkelig en vigtig del af opgaven i sundhedsrådet. Og her er kommunernes input afgørende. De kender de lokale aktører, foreninger og lokale frivillige organisationer. Vi skal følge meget tydeligt op på, at de enkelte kommuner involverer deres relevante foreninger. Patientorganisationerne ser jeg også som meget vigtige samarbejdspartnere.