I SIN NYTÅRSTALE satte statsministeren ord på noget, mange familier i Danmark kender alt for godt: demens, KOL, kræft og diabetes. Sygdomme, der markant ændrer og tynger folks liv, og som hver dag fylder i vores sundhedsvæsen og i kommunernes pleje.
Jeg bed særligt mærke i statsministerens ønske om bedre forebyggelse.
Forebyggelse skal fylde mere – det er jeg helt enig i. Men hvis statsministerens ord skal tages alvorligt, kræver det, at regeringen tager ansvar for danskernes sundhed, også inden sygdomme opstår, og træffer de beslutninger, der faktisk virker.
En stor og fælles risikofaktor på tværs af netop demens, KOL, kræft og diabetes er tobak. Herudover er rygning fortsat den største enkeltstående årsag til tidlig død i Danmark. Hvert år mister omkring 16.000 danskere livet som følge af rygning – og det er ofte efter mange år med alvorlig sygdom, behandling og tabte gode leveår.
Forebyggelse behøver ikke være kompliceret. Vi ved, hvad der virker. Derfor skal prisen på tobak og nikotin op – og målet bør være en fuld udfasning i 2035.
Danskerne snydes for fem gode leveår
Her kan den kommende folkesundhedslov blive et afgørende vendepunkt – men kun hvis den bliver ambitiøs. For en folkesundhedslov kan gøre forebyggelse til et fælles politisk ansvar på tværs af kommuner, regioner og stat og sikre, at folkesundhed tænkes ind, før beslutningerne træffes.
Loven bør sætte et klart nationalt mål: At vi i 2040 i gennemsnit har fem flere gode leveår med godt fysisk og mentalt helbred end i dag. Det kan lade sig gøre, hvis man politisk sikrer en samlet indsats, hvor folkesundhed bliver pejlemærket for politikudvikling, og hvor tiltag ikke bør gennemføres, hvis de risikerer at forringe folkesundheden.
Prisen virker – og vi ved det
En vej frem mod en endelig udfasning af tobak i det danske samfund kan banes af flere tiltag, der kræver politisk ansvar. Der er stærk evidens for, at højere priser får færre til at begynde at ryge og motiverer flere til at stoppe. Det gælder både for cigaretter og for de nikotinprodukter, der i dag har fået alt for godt fat i især unge.
Derfor har vi i Lægeforeningen længe været helt tydelige: En pakke cigaretter bør koste mindst 120 kroner – og nikotinprodukter bør følge trop. Det er strukturel forebyggelse, og det er den type beslutninger, der gør statsministerens ord om forebyggelse til konkret handling.
Det handler ikke om at pege fingre. Det handler om at forebygge afhængighed – især blandt unge – og gøre det lettere at stoppe for dem, der allerede er ramt. Og det handler om at tage ansvar for, at nikotin ikke bliver en ny normal blandt børn og unge, som vi bagefter skal bruge årtier på at reparere skaderne fra.
Forebyggelse er også arbejdskraft
Når vi taler om forebyggelse og folkesundhed, taler vi ikke kun om sundhedspolitik. Vi taler om arbejdskraft, om velfærd og om et sundhedsvæsen, der allerede er hårdt presset.
Sundhedsstyrelsen har beregnet, at de rygerelaterede omkostninger hvert år løber op i 34 milliarder kroner – både i behandling og pleje, men også i tabt produktion fra sygefravær, førtidspension og tidlig død.
Bag tallene gemmer sig mennesker, der mister år med deres børn og børnebørn, mister muligheden for at passe deres arbejde, og leve det liv, de ønsker. Forebyggelse betyder flere raske leveår – og færre år med sygdom.
Når tobak og nikotin skal reguleres, bliver diskussionen ofte reduceret til et spørgsmål om provenu: Hvad koster det staten, hvis forbruget falder?
Men det er en mærkelig logik, at et produkt, der koster tusindvis af liv og milliarder i sygdom, samtidig bliver behandlet som en økonomisk nødvendighed. Forebyggelse er ikke en udgift. Det er en investering.
Kraka har anslået, at det vil koste cirka 0,65 mia. kr. i provenutab om året at hæve prisen til 100 kroner pr. pakke. Det er en lille pris at betale nu og her, når det til gengæld betyder mindre sygdom, færre indlæggelser og flere raske leveår.
Forebyggelse kræver politiske valg
Hvis regeringen for alvor vil gøre noget godt for danskernes folkesundhed, er svaret enkelt: Sæt prisen på tobak og nikotin op – markant.
Det er præcis den slags strukturelle greb, en forpligtende og ambitiøs folkesundhedslov bør kunne understøtte, hvis den skal være mere end flotte ord.
Jeg håber, at regeringen vil tænke på netop de patienter med kroniske sygdomme, som statsministeren talte til i sin nytårstale, når folkesundhedsloven skal vedtages.
