FORESTIL DIG at være nødt til at vælge mellem at betale huslejen eller få den behandling, der gør, at du kan gå, sove og klare dig selv. Sådan er virkeligheden for alt for mange borgere i Danmark.
Tina med gigt må bruge 700 kroner af sin pension hver måned for at få fysioterapi, så hun kan undgå hjemmehjælp. Hun ved, at uden behandlingen kan hun ikke længere klare sig selv – men prisen er så høj, at hun må skære ned på helt basale ting.
Det er et valg, ingen burde stilles overfor: mad eller mobilitet.
LÆS OGSÅ: Mulighed for hurtig fysioterapi mod betaling vækker bekymring: Risikerer at skabe ulighed i sundhed
Maria med sclerose sidder nu i kørestol, fordi hendes behandling blev reduceret. Hun fortæller, hvordan hun i årevis kæmpede for at holde fast i sin gangfunktion, men at beslutningen om at skære ned på behandling tog det hele fra hende. Hun trækker sig mere og mere fra det sociale liv, og konsekvenserne stopper ikke hos hende selv – hendes 11-årige søn mærker det også, når hans mor ikke længere kan være aktiv i hverdagen.
Aleksander på 22 år har muskelsvind. Han er i gang med uddannelse og ungdomsliv, men har ventet siden marts på behandling, fordi han flyttede kommune. Hver uge uden træning svækker musklerne yderligere, og han ved, at den tabte styrke aldrig kommer tilbage. Han mærker allerede, hvordan han mister evnen til at manøvrere sin elektriske kørestol, bruge sin computer og deltage i det sociale liv, der betyder alt i hans alder.
Og så er der kvinden, jeg mødte, som ikke længere har råd til fysioterapi. Hun sover nu oprejst i en stol, fordi hendes krop er blevet så stiv, at hun ikke kan ligge ned. Hendes vejrtrækning er allerede så forværret, at hun bliver forpustet bare af at tale. Hun frygter, at hun snart må indlægges – og at hun i værste fald ender i respirator.
Det er ikke værdigt. Og det er ikke rettidig sundhedsforebyggelse.
EN NY RAPPORT fra ni patient- og handicaporganisationer viser, at 9 ud af 10 patienter oplever, at vederlagsfri fysioterapi giver bedre livskvalitet. Alligevel oplever mange, at deres behandling reduceres af økonomiske årsager. Halvdelen får det værre, og en fjerdedel må selv betale. Når økonomien bliver afgørende for, hvem der kan holde sig på benene, skaber vi ulighed i sundhed.
Konsekvenserne stopper ikke hos patienterne. Når funktionsevne mistes, rammer det hele familien, der må tage over med pleje og hjælp. Det skaber stress og afmagt hos pårørende. Og for samfundet betyder det tabt arbejdsevne, flere på passiv forsørgelse og stigende udgifter til hjemmehjælp, indlæggelser og rehabilitering.
Vi er nødt til at se vederlagsfri fysioterapi for det, det er: en investering. For hver krone vi bruger på at holde mennesker selvhjulpne, sparer vi langt mere på pleje og behandling senere. Det er både sund fornuft, økonomisk ansvarlighed – og et spørgsmål om værdighed.
De ni organisationer bag rapporten anbefaler: Faglighed frem for økonomi, flere ydernumre og bedre geografisk dækning, lighed i adgang uanset pengepung, gennemsigtighed om rettigheder – og forebyggelse først.
Jeg bakker helhjertet op. Jeg vil ikke være med til, at vi producerer patienter, når vi kan forebygge.
Spørgsmålet er derfor ikke, om vi har råd til at styrke ordningen. Spørgsmålet er: Har vi råd til at lade være?
