
Dan Brun Petersen tiltræder 19. august som konstitueret direktør for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland. Han kommer fra en stilling som lægefaglig vicedirektør på Holbæk Sygehus.
Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Den nye direktør er uddannet speciallæge i akutmedicin, har tidligere været ansat i Sundhedsstyrelsen og har mange års erfaring med både klinisk arbejde og ledelse i sundhedsvæsenet, oplyser regionen.
I den nye stilling får han ansvar for at udvikle almen praksis og etablere de kommende Sundhedsråd i Region Sjælland, fremgår det af pressemeddelelsen.
”Region Sjælland sidder med mange af de praktiske erfaringer med, hvad der virker, og hvad der ikke virker. De erfaringer glæder jeg mig til at være med til at bære videre – både her og i dannelsen af Region Østdanmark,” siger Dan Brun Petersen.
Han er konstitueret direktør frem til udgangen af 2026, hvorefter en ny organisation under det nye Region Østdanmark sættes i drift.