SOM UNG ARBEJDEDE JEG som underviser på et museum. Det var et velbesøgt museum og vi havde hver dag mange folkeskoleklasser på besøg. De kom for at se og mærke historien, og de kom for at krydse et af historiefagets mange kanonmål af.
LÆS OGSÅ: Rosenkrantz-Theil: Børn helt ned i 6. klasse skal have mulighed for at bygge robotter
Én dag kom der en klasse, som var anderledes end de mange elever jeg havde mødt før. Klassen kom fra en sosu-skole. De kom ikke for at fordybe sig i industrialiseringen eller gå på opdagelse i kilderne. De havde helt andre grunde til at besøge museet. De kom for at forstå deres borgeres fortid, for at puste liv i glemte fortællinger og for at sætte menneskene ind i historien, og historien ind i menneskene.
DE HAVDE HELT ANDRE MÅDER at gå til udstillingerne på og stillede spørgsmål om funktionalitet: Hvordan virkede datidens prævention, modersprøjten, egentlig? Hvilket forhold blandede man kaffe og erstatningsprodukter i? Hvor meget brænde skulle til på datidens komfurer?
Erhvervsskolerne skal turde tage eleverne under armen og tilbyde undervisning på landets mange museer
Mathilde Wilhelmina Bundgaard de Kruiff, uddannelsesleder SOSU H
Gode spørgsmål, bestemt - jeg kunne bare ikke svare på det. Jeg var vant til spørgsmål om børnenes vilkår, om fabrikkerne, om demokrati og om dyr i byen. For størstedelen af alle besøgene kommer fra folkeskole- og gymnasieelever og museerne målretter naturligt deres forløb til dem.
MEN OGSÅ ERHVERVSSKOLERNE bør have en naturlig gang på museerne. På museerne kan eleverne sætte deres undervisning om alt fra karburatorer, til hygiejne og livsstilsygdomme ind i en virkelighed og kontekst.
LÆS OGSÅ: Få indblik i Reformkommissionens tanker om uddannelse
Det er på Nationalmuseet man for syn for sosu-assistenten som produkt af velfærdsstaten, og det er i Rigsarkivets bilarkiv, man får syn for, at samtlige biler i Danmark er importeret, for vi har aldrig haft bilproduktion i landet, og det er på Teknisk Museum man får øje de teknologiske kvantespring, vi har taget de seneste 100 år.
Guldgruber af genstande og historier er klar til landets erhvervsskoler, men det kommer ikke af sig selv. For skal man lykkes med at gøre det relevant, skal de mange eksterne aktører turde satse på erhvervsskolerne og gøre undervisningen virkelighedsnær. Og erhvervsskolerne skal turde tage eleverne under armen og tilbyde undervisning på landets mange museer.
Om Mathilde de Kruiff
Jeg arbejder til dagligt som uddannelsesleder på SOSU H, landets største sosu-uddannelse, hvor vi uddanner mere end hver fjerde sosu-medarbejder i landet.
Her arbejder jeg sammen med mine kolleger for at bygge bro mellem uddannelse og job, og uddanne til et arbejdsliv med varme hænder og relevant viden.
Varme hænder er en rød tråd i mit arbejdsliv, da jeg tidligere var faglig leder og underviser på pædagog- og læreruddannelsen, Københavns Professionshøjskole.
