Overblik: Her taler politikere og forbundsformænd 1. maj

20230501-164529-L-1920x1280web
Traditionen tro kan man hele dagen i dag, torsdag, opleve forbundsformænd, folketingsmedlemmer og ministre på 1. maj-scenerne landet over. Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Igen i år flokkes faglige og politiske profiler om talerstolene til arbejdernes internationale kampdag.

Traditionen tro kan man hele dagen i dag, torsdag, opleve forbundsformænd, folketingsmedlemmer og ministre på 1. maj-scenerne landet over.

A4 Overenskomst giver her et overblik over en række af talerne på arbejdernes internationale kampdag.

København

Til FH Københavns 1. maj-arrangement i Fælledparken i København forsøger man sig igen i år med en fornyet udgave af den klassiske kampdag.

Her kan man blandt andet opleve alternative indslag som live byplanlægning, bannermaling med fagpolitikere og DJ-set med Rosa Lund (Ø).

De sædvanlige faglige og politiske taler bliver dog ikke helt fraværende i Fælledparken.

Fra hovedscenen taler blandt andre FH-formand Morten Skov Christiansen, FOA-formand Mona Striib, formand for Blik- og Rørarbejderforbundet, Henrik W. Petersen, justitsminister Peter Hummelgaard (S) og Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted.

Odense

Siden de tumultariske scener fra 2019, hvor der blandt andet blev startet en slåskamp blandt publikum under Mette Frederiksens tale, har en socialdemokratisk formand ikke talt i Fælledparken. Sådan bliver det også i år.

Vil man alligevel vil opleve statsministerens 1. maj-tale, foregår det i Odense. Her taler Mette Frederiksen i Ansgar Anlæg klokken 8.30. Til det samme arrangement taler også både FH-formanden og forbundsformanden for Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast.

Senere på dagen fortsætter fejringen af kampdagen i Kongens Have. Her holder HK-formand Anja C. Jensen sin sidste 1. maj-tale som forbundsformand, og samtidig vil også socialrådgivernes forkvinde, Signe Færch, gå på talerstolen.

I Kongens Have vil der være taler af folketingsmedlemmerne Thomas Skriver Jensen (S) og Victoria Velasquez (Ø).

De mindre byer

Uden for de største byer er der mulighed for at opleve både faglige ledere og politiske profiler.

Metalformand Claus Jensen taler både på Metalskolen i Jørlunde, hos Metal Lillebælt og i Kolding, mens 3F's Henning Overgaard taler i Holbæk, Roskilde og Slagelse.

Derudover holde sygeplejerskernes forkvinde tale i Struer og Holstebro, mens Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, skal forbi både Hillerød, Frederikshavn, Hjørring og Hobro.

Dansk El-Forbunds formand, Benny Yssing, holder tale i Vejle, Skanderborg og Aarhus.

Også partiledere og ministre vil i løbet af dagen holde taler forskellige steder i landet.

Blandt andet kan man høre Pia Olsen Dyhr i 3F Holbæk, 3F Kastrup og SF Hvidovre. Derudover taler minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S) i Søndersø, mens miljø- og ligestillingsminister Magnus Heunicke (S) taler i Næstved.

GDPR