25 millioner skal sikre, at psykisk syge kommer i arbejde

FotoBenteJ__ger--5-angst-depression__3_
Tal fra Psykiatrifonden anslår, at 80 procent af den danske befolkningen med psykiske lidelser, står uden for arbejdsmarkedet. Foto: Bente Jæger
Den sociale kapitalfond vil hjælpe cirka 50.000 med psykiske lidelser, der står uden arbejde.

25 millioner fra Den Sociale Kapitalfond skal sikre, at personer med psykiske sygdomme kommer i job. 

LÆS OGSÅ: Hård kritik af DA-analyse: "Forsimplet, politisk og høkerregning"

Tal fra Psykiatrifonden anslår, at 80 procent af danskere med psykiske lidelser står uden for arbejdsmarkedet.

Ifølge Den Sociale Kapitalfond og IPSCenter Danmark, der blandt andet leverer uddannelsesprogrammer til de kommunale jobcentre i hele landet, er det tal for højt. Derfor indleder de to et nyt partnerskab.

Vi håber, at rigtig mange kommuner over hele landet vil tage imod muligheden
Jannik Tharben Buchholz, ledende partner Den Sociale Kapitalfond

Jannik Tharben Buchholz, der er ledende partner for sociale effektinvesteringer i Den Sociale Kapitalfond, har høje forventninger til partnerskabet, der skal løbe over fire år.

Det skal tage udgangspunkt i metoden IPS, der på dansk oversættes til 'individuelt planlagt job eller uddannelse med støtte. Kort sagt en teknik, hvor man går mere individuelt til værks til gavn for udsatte ledige.

– Sammen med IPSCenter Danmark forsøger vi med partnerskabet at udforske mulighederne for at skalere IPS-tilgangen i danske kommuner via sociale effektinvesteringer. Det er en interessant tilgang, da det minimerer den økonomiske risiko og letter beslutningsprocessen for en kommune i forhold til at prøve kræfter med IPS, siger Jannik Tharben Buchholz ifølge en pressemeddelelse. 

Det handler om at udvise social ansvarlighed
I den fire-årige periode skal IPSCenter Danmark levere metoden, og Den Sociale Kapitalfond skal dække omkostningerne. Det er meningen, at medarbejdere i jobcentret vil blive oplært i IPS-metoden, så indsatsen kan fortsætte, når projektperioden udløber af kommunens egne medarbejdere. 

Direktør hos IPSCenter Danmark, Lars Olaf Nielsen, glæder sig over partnerskabet,  som han mener, er den perfekte mulighed for at aflaste samfundsproblemet med mangel på arbejdskraft. 

Min tilgang er, at alle skal have en chance ude på arbejdsmarkedet, selvom jeg også ved, at det kræver rummelighed som chef, hvilket jeg forsøger
Jørn Nielsen, indehaver af Jørns Haveservice

- Med investeringen fra Den Sociale Kapitalfond skaber vi nærmest perfekte muligheder for at afhjælpe det presserende samfundsproblem med mangel på arbejdskraft, samt det strukturelle problem med en gruppe på 50.000 psykisk sårbare personer, der står uden for arbejdsmarkedet, siger Lars Olaf Nielsen.

Alle skal have en chance

Jørn Nielsen, indehaver i Jørns Haveservice i Varde, har med stor succes ansat en medarbejder via et IPS-forløb, og opfordrer andre arbejdsgivere til at gøre det samme:  

LÆS OGSÅ: Den praksis, som borgmester kaldte "rystende", benytter halvdelen af landets jobcentre

- Min tilgang er, at alle skal have en chance ude på arbejdsmarkedet, selvom jeg også ved, at det kræver rummelighed som chef, hvilket jeg forsøger. For mig handler det om at udvise social ansvarlighed. Jeg har yderligere en medarbejder, der har nogle psykiske udfordringer, men også her oplever jeg, at han vokser med opgaverne. Det er blandt andet noget af det, som motiverer mig som chef, og jeg kan klart anbefale, at andre virksomheder gør det samme, siger Jørn Nielsen.

Visse brancher i landet lider lige nu under stor mangel på arbejdskraft, og den samlede ledighedsprocent er det laveste, den har været siden før finanskrisen i 2008.

GDPR