Thorkild Holmboe-Hay dropper sit kandidatur:
Vil ikke længere i Folketinget for Socialdemokratiet

Thorkild
Thorkild Holmboe-Hay trækker sit navn fra stemmesedlen. Foto: Socialdemokratiet
16. mar. 2023 06.00
Thorkild Holmboe-Hay, konsulent og politisk rådgiver i 3F Privat Service, Hotel og Restauration, vil ikke være på stemmesedlen ved næste folketingsvalg.

Trods det højeste antal personlige stemmer i Guldborgsundkredsen og i alt 2.677 personlige stemmer i Sjællands Storekreds blev det ikke til et folketingsmandat for Thorkild Holmboe-Hay, der stod på stemmesedlen for første gang ved folketingsvalget i 2022.

Mange havde forventet, at den mangeårige 3F-rådgiver ville give det et skud mere ved næste folketingsvalg, men det kommer ikke til at ske. 

LÆS OGSÅ: Sejre og nederlag: Sådan gik det de nye faglige profiler ved Folketingsvalget

Søndag meddelte han Socialdemokratiet i Guldborgsund, at han vil nedlægge sit kandidatur. Lokalforeningen skal derfor på jagt efter et nyt ansigt til valgplakaterne. 

Det sker til dels af personlige årsager, og dels, fordi Thorkild Holmboe-Hay vil sikre sig, at der er tilstrækkelig tid til at køre den nye kandidat i stilling inden næste valg. 

Selv havde han cirka 100 dages aftræk, fra han blev opstillet i sommeren 2022 til der blev trykket på valgknappen i starten af oktober.

Konflikt ikke årsagen

Som både centralt placeret rådgiver i 3F og socialdemokratisk folketingskandidat har Thorkild Holmboe-Hay haft et ben i begge lejre under store bededags-slagsmålet, der har rystet det historisk tætte bånd mellem fagbevægelse og parti. 

I februar slog han over for A4 Aktuelt to streger under fagbevægelsens kradse kritik af regeringen, samtidig med, at han talte imod at rive medlemsblanketten over. 

LÆS OGSÅ: Socialdemokrat: Lønmodtagerne betaler prisen for fagligt aktive partifællers udmeldelser

Fronterne i bedeslagsslagsmålet blev trukket endnu hårdere op, da SVM-regeringen gjorde alvor af planerne og aflivede helligdagen ved lov i slutningen af februar.

Thorkild Holmboe-Hay afviser dog, at det spektakel har noget at gøre med beslutningen om at nedlægge kandidaturet. 

"Det har været en hård tid for os alle sammen at gå igennem, men det har ikke spillet ind i forhold til mine overvejelser om ikke at stille op," siger Thorkild Holmboe-Hay til Lolland Falsters Folketidende.

Socialdemokratiet Guldborgsundkredsen vælger en ny kandidat på en generalforsamling 9. maj.