800 svenske ledige skal på speeddate med københavnske arbejdspladser

20130423-105729-5-1920x1281we__3_
københavns Kommune, Greater Copenhagen, Malmø stad, Dansk Erhverv og Arbetsformedlingen i Sverige er vært for en speeddate-jobmesse, der skal få ledige svenskere til at besætte mange af de ledige stillinger, der er i København. (Arkivfoto) Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Manglen på arbejdskraft i København gør, at virksomhederne tænker i kreative baner for at besætte ledige stillinger. Nu tager 18 store virksomheder på speeddate med mere end 800 svenske ledige.

Københavnske virksomheder skriger på arbejdskraft. Derfor er en række aktører gået sammen om et helt særligt speeddate-arrangement, der løber af stablen i Malmø den 27. oktober, og det har man store forventninger til hos Scandic Hotels.

- Vi har deltaget på en del af de her jobmesser, og vi får rekrutteret medarbejdere hver gang. Jeg har en klar forventning om, vi får landet nogle kontakter, og får vi landet 10 gode medarbejdere, har det været dagen værd, siger administrerende direktør, Søren Faerber, til TV 2 Lorry.

LÆS OGSÅ: Overset arbejdskraft: 15.000 ledige søger arbejde

Han har i øjeblikket 80 ledige stillinger, og Scandic Hotels er altså en blandt i alt 18 store virksomheder, som bliver matchet med mere end 800 ledige svenskere, som alle håber på kærlighed ved første blik.

- Vi håber, vi får vakt en gnist hos de ledige svenskere og får etableret en masse kontakter, som inden for et par uger kan munde ud i ansættelser, siger beskæftigelsesborgmester i Københavns Kommune, Cecilia Lonning-Skovgaard (V), til TV 2 Lorry.

Hun er sammen med Greater Copenhagen, Malmø stad, Dansk Erhverv og Arbetsformedlingen i Sverige vært for speeddate-jobmessen, der altså skal få ledige svenskere til at besætte mange af de ledige stillinger, der er i København. Og dem er der virkelig mange af.

- Alene det sidste halve år har der i hovedstadsområdet været 36.910 forgæves rekrutteringer, siger Peter Halkjær, arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv til TV 2 Lorry.

Samtidig er der ifølge Greater Copenhagen omkring 65.000 ledige i Skåne.

Umiddelbart er det statistik og tal, der kalder på kærlighed og taler for en længevarende arbejdsromance.

- Historisk har svenskere altid været interesserede i at arbejde i Danmark, så vi håber, at man finder hinanden og får landet nogle gode aftaler, uddyber Peter Halkjær.

Det håber man også hos Tivoli, der også står klar med kontrakter.

- Vi plejer at have god succes med at deltage på jobmesser. Derfor regner vi også med at få en nogle dygtige sydsvenske Tivoli-talenter med hjem i kufferten, siger HR Business Partner i Tivoli, Esben Thykier, til TV 2 Lorry.

Haven i København mangler i øjeblikket cirka 30 medarbejdere til julesæsonen.

Udover Scandic Hotels og Tivoli, deltager en lang række store virksomheder primært fra servicebranchen.

GDPR