A4 lancerer ny kampagne: Flere erhvervsskoleelever skal til stemmeboksen

20111024-154950-6-1920x1217we
Mange erhvervsskoleelever nærer stor mistillid til politikere, viser rapport. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Stemmedeltagelsen blandt elever på landets erhvervsskoler er lav. Det gør A4 Medier noget ved frem mod kommunalvalget.

Frisørelever, murersvende og tømrerlærlinge bliver i høj grad derhjemme, når der er valg. Undersøgelser peger på, at det kun var knap fire ud af ti af de stemmeberettigede erhvervsskoleelever, der stemte ved det seneste folketingsvalg . Det vil A4 Medier gøre noget ved.   

Det sker gennem kampagnen 'EUD Stemmer', som går i luften i dag fredag og kører frem mod kommunalvalget den 16. november.

Formålet er at øge stemmedeltagelsen blandt eleverne på erhvervsskolerne og synliggøre, at lokalpolitik også er nærværende for unge, forklarer Kristian Madsen, chefredaktør og direktør for A4 Medier.

- Vi ønsker at inddrage erhvervsskoleeleverne i en demokratisk samtale. Tallene for, hvor få elever der stemmer, er grelle, og det viser, at de har nul komma nul tillid til politikere. Men de her unge skal ikke føle, at demokratiet ikke repræsenterer dem, for det gør det, og det skal det, siger han.

En af årsagerne til den beskedne stemmedeltagelse er, at tilliden til politikere er helt i bund blandt erhvervsskoleeleverne. Hele 72 procent af eleverne tror slet ikke, at politikerne tager deres problemer alvorligt, viser en rapport fra Erhvervsskolernes ElevOrganisation (EEO).

Kandidater med faglig baggrund 

Repræsentationen af unge i by- og regionsrådene, er ikke overvældende. Men de findes, og seks af dem stiller op i kampagnen. I seks forskellige videoer giver de hver især deres bud på, hvorfor det er vigtigt, at de unge på erhvervsuddannelserne sætter deres kryds den 16. november.    

Du kan for eksempel møde den 23-årige ernæringsassistent Katrine Bærendsen, der stiller op for Alternativet på Bornholm, og den 21-årige elektriker Søren Nørgaard, der håber at blive valgt ind for Venstre i Herning.

Mød alle kandidaterne her

Gennem journalistik og events direkte henvendt til erhvervsskoleeleverne ønsker A4 Medier at få de unge i tale. Derfor bliver der frem mod kommunalvalget publiceret artikler i øjenhøjde med de unge på eud.stemmer.

Eleverne får også mulighed for at stille spørgsmål til lokale kandidater med faglig baggrund i deres område. Som en del af kampagnen bliver der nemlig afholdt en række debatarrangementer på erhvervsskoler i hele landet.

Elevorganisation: Det er ens pligt

EEO samarbejder med A4 Medier om kampagnen, der er støttet af Kulturministeriets demokratipulje.

I elevorganisationen ærgrer man sig over, at det især er unge fra erhvervsskoler, der undlader at stemme, fortæller Julie Kølskov Madsen, der er ved at uddanne sig til smed, og som er formand for EEO. 

 - Det er vigtigt, at unge stemmer, fordi demokratiet er vigtigt, og det er ens pligt og ansvar, siger hun og kommer med et bud på, hvorfor 25 procent færre unge sosu'er og metalarbejdere stemmer end deres jævnaldrende.

- Det kan svært, fordi man ikke er i et lige så stort ungemiljø, når man er elev på en arbejdsplads. Den tvivl, man har som førstegangsvælger, føler man sig ikke berettiget til at have, når alle ens kolleger har stemt på det samme parti de seneste 40 år, siger Julie Kølskov.    

Vil du følge med i kampangen? Skriv dig op til nyhedsbrevet her



GDPR