Borgmester og KL-profil sygemeldt med stress
Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S), er sygemeldt med stress.
Det oplyser Aalborg Kommune til Nordjyske.
Viceborgmester Helle Frederiksen overtager de nødvendige funktioner, mens han er væk. Kommunen kan ikke oplyse yderligere.
LÆS OGSÅ: KL: - Vi har et system, der er styret af regler og ikke af god ledelse
Helle Frederiksen er blevet orienteret om sygemeldingen og kan ikke fortælle nærmere om årsagen, siger hun til Nordjyske.
48-årige Thomas Kastrup-Larsen har siden 2014 været borgmester i Aalborg, der er landets fjerdestørste by. Han har været medlem af byrådet i Aalborg siden 1998. Derudover er han formand for Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalget i Kommunernes Landsforening.
Ved det seneste kommunalvalg i november fik han 14.500 personlige stemmer, hvilket er knap en halvering fra valget i 2017.
/ritzau/