
Demokraternes Joe Biden vinder delstaten Pennsylvania og dermed USA's præsidentvalg.
Det viser prognoser fra CNN, NBC, Fox News og nyhedsbureauet AP. Der foreligger endnu ikke endelige resultater, men prognoserne regnes som værende pålidelige.
Ifølge AP står Biden med 284 valgmænd og dermed sejren. Det kræver 270 at blive præsident.
Ifølge CNN når Biden 273 valgmænd. Det skyldes, at CNN modsat AP ikke har erklæret Biden som vinder af Arizona, som har 11 valgmænd.
Men Pennsylvanias 20 valgmænd er altså nok til, at amerikanske medier på stribe erklærer Biden som vinder af præsidentvalget.
Med valgsejren bliver Joe Biden den 46. præsident i USA. Han bliver samtidig den ældste præsident nogensinde, når han overtager embedet efter præsident Donald Trump.
- Amerika, jeg er beæret over, at I har valgt mig til at lede jeres land. Arbejdet foran os bliver hårdt, men jeg lover jer dette:
- Jeg vil være en præsident for alle amerikanere - uanset om I har stemt på mig eller ej, skriver Joe Biden på Twitter.
Donald Trump har ikke erkendt nederlaget. Han erklærede sig cirka 16.30 dansk tid igen som vinder af valget på Twitter.
Og i en erklæring, umiddelbart efter at medier har erklæret Biden som vinder, meddeler Trump, at valget "langtfra" er ovre.
Det har taget usædvanligt lang tid for de amerikanske medier at kunne udpege en vinder af valget, som blev afholdt tirsdag.
Det skyldes blandt andet, at langt flere amerikanere end normalt har stemt på forhånd, hvilket har forhalet processen med at få optalt stemmer.
Men lørdag er tallene rundt om i de amerikanske stater altså så klare, at de fleste amerikanske medier tør erklære en vinder.
Sejren til Biden betyder også, at hans vicepræsidentkandidat, 56-årige Kamala Harris, bliver den første kvindelige vicepræsident i USA's historie.
Med nederlaget bliver Trump den første siddende præsident til at tabe et genvalg siden 1992, hvor George H.W. Bush tabte.
/ritzau/