Analyse: Det blev kaldt uansvarligt valgflæsk, men Socialdemokratiets lønløft skal nok overleve en bred regering

20221017-005120-L-1920x1280we
Jakob Ellemann-Jensen (V) og Mette Frederiksen (S) skal nok kunne enes om et lønløft til de offentligt ansatte. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Socialdemokratiet og Venstre kan enes om meget. Sandsynligvis også det lønløft, som de sloges om i valgkampen, skriver A4 Aktuelts politiske redaktør.

Valgflæsk, uansvarligt og designet til at stikke vælgerne blår i øjnene.

Venstre havde mange måder at formulere deres angreb på Socialdemokratiets helt store trumfkort i valgkampen - et lønløft til velfærdspersonalet.

Godt og vel to uger efter valget har partiet imidlertid stukket sværdet i skeden igen, eller også er slagsmålet flyttet ind i de lukkede forhandlingsgemakker på Marienborg, hvor der indtil videre ikke slipper meget røg ud.

Regeringsforhandlingerne mellem Socialdemokratiet og Venstre lader dog til at være reelle. Flere i toppen af Venstre har talt positivt om et SV-samarbejde. Socialdemokratiet har støttet Søren Gade (V) som Folketingets formand. Det hele er efterhånden bare et spørgsmål om "prisen på grisen", som den nye folketingsformand har formuleret det.

Lørdag vil alle øjne derfor hvile på partiformand Jakob Ellemann-Jensen, når han træder op på talerstolen til Venstres landsmøde i Herning. Det vil blive en dans om den varme regeringsgrød, og hvert et ord i den tale vil blive dissekeret, tolket og fortolket. Vil han være sekundaminister i en Mette Frederiksen-regering eller oppositionsleder af en fragmenteret borgerlig blok?

I mellemtiden rejser spørgsmålene sig om, hvad de to partier egentlig kan enes om.

Realpolitisk er der efterhånden mere, som samler dem end skiller dem. Universitetsreform, investeringer i erhvervsskolerne, skattelettelser i bunden, reformer, akutpakke til sundhedsvæsenet og ja selv en CO2-afgift på landbruget ser ud til at være inden for rækkevidde. Blot for at nævne nogle.

Men hvad med lønløftet på tre milliarder?

Det korte svar er, at nok også det vil overleve en regering med både Socialdemokratiet og Venstre i en eller anden form. Det lange dykker vi ned i her.

Indholdsløs kritik og radiotavshed

Venstres kritik af forslaget har udadtil og på overfladen nok været hård. Men har man lyttet nøje efter, har kritikken først og fremmest handlet om timingen og formen - eller mangel på samme.

Hvorfor præsenterer I det først få dage før valget? Hvorfor gjorde I ikke noget, da I greb ind i sygeplejerskestrejken sidste år? Hvem er det, der skal have mere i løn?

Men Venstre har reelt aldrig kritiseret selve substansen i forslaget.

Dagen efter præsentationen af lønløftet på Sølund Plejecenter i København var der forbløffende stille fra Venstres side. 

Samtidig var både arbejdsgiverne, den private del af fagbevægelsen, De Konservative og Liberal Alliance ude arm i arm og forsvare den danske model. Et frontalangreb, lød det fra flere erhvervsorganisationer, mens direktøren i Dansk Arbejdsgiverforening straks afviste Peter Hummelgaards invitation til at sidde med ved forhandlingsbordet i den trepart, der skal fordele milliarderne.

Venstre deltog ikke i det oprør.

Røde linjer kan gradbøjes

En klar afvisning kan man heller ikke finde blandt Venstre i dag.

Uden for citat understreges det blot, at det hele skal ske inden for den danske models røde linjer, og at det private arbejdsmarked fortsat skal være lønførende.

Det er to vigtige principper, som Venstre skal kunne hænge deres hat på, hvis de skal kunne stå på mål for lønløftet, men lige netop de to principper er, som vi allerede har set, op til diskussion.

Samtidig har de gentagne gange sagt, at man skal afvente lønstrukturkomitéens arbejde, hvilket i sig selv signalerer velvilje.

I Socialdemokratiet står de samtidig stejlt på lønløftet. Det er et kardinalpunkt. Men det konkrete forslag er også netop blevet skrevet i så bløde og runde formuleringer, at Socialdemokratiet og Venstre nok skal kunne finde hinanden, som en central S-kilde formulerer det. Socialdemokratiet er med andre ord også samarbejdsvillig.

Her hæfter man sig også ved, at rød blok lige akkurat beholdte skindet på næsen med 90 mandater, og dermed er der allerede et flertal for at gennemføre lønløftet. Socialdemokratiets største problem er nærmere, at både SF og Enhedslisten anklager deres udspil med tre milliarder for at være et for fedtet beløb.

I regeringskontorerne spørger de også sig selv, hvem der skulle få en politisk sejr af at få taget Socialdemokratiets tre milliarder af bordet igen. Ingen, lyder analysen.

Moderaterne erklærede sig allerede under valgkampen åbne for at gå ind i en diskussion om et lønløft. Og fællesnævneren for både Venstre, Moderaterne og Socialdemokratiet er desuden, at de alle vil lave en akutpakke til sundhedsvæsenet. Venstre har ovenikøbet selv fremlagt deres principper for ny løndannelse i det offentlige, der i lange stræk minder om Socialdemokratiets syv principper.

De har med andre ord allerede taget det første og andet skridt i den retning, hvorfor skulle de så ikke kunne tage det sidste?

Der spekuleres meget på forskellige regeringskonstellationer i disse dage. Sandheden er, at de færreste ved, hvad der reelt foregår bag de lukkede døre.

Men en ting virker sikkert: Mettes lønløft vil overleve. Og det er uanset, hvad Jakob Ellemann-Jensen siger fra talerstolen lørdag.