Analyse: Fagbevægelsen støber nye bededagskugler mod regeringen

20230205-175256-L-1920x1280we
Demonstrationen søndag 5. februar var fagbevægelsens helt store raket i bededagskrigen. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Toppen af fagbevægelsen var tirsdag samlet for at drøfte næste træk i bededagsslaget. Kampgejsten er stor, men der er delte meninger om retningen her fra og ikke mindst opfordringen til en folkeafstemning, skriver A4 Aktuelts politiske redaktør.

Hvis regeringen gik og troede, at søndagens demonstration markerede afslutningen på striden om store bededag, tager den fejl.

Hele den kongelige danske fagbevægelse vil nemlig gøre sit bedste for, at der bliver holdt kog i bededagsgryden helt indtil lovforslaget forventes vedtaget i slutningen af februar.

Og for dele af fagbevægelsen vil den kamp også foregå lang tid efter.

Hele toppen af fagbevægelsen var tirsdag samlet til forretningsudvalgsmøde i Fagbevægelsens Hovedorganisation, hvor næste træk i slaget om helligdagen blev drøftet.

Mødet var få dage efter, at FH fyrede den helt store raket af på Christiansborgs Slotsplads, hvor tusindvis - ifølge FH selv op mod 50.000 og ifølge eksperter tættere på 20.000 - var mødt op til stordemonstration.

Det blev en demonstration af, at fagbevægelsen stadig har greb om folkestemningen og stadig har magt til at mobilisere folkemasserne. Derfor er stemningen også helt i top.

Der blev ellers bidt negle op til demonstrationen af frygt for, at det ville blive et flop og dermed udstille deres magtesløshed, derfor kunne man også næsten høre et kollektivt lettelsens suk, da masserne strømmede ind på slotspladsen. Det har givet fornyet kampgejst og optimisme.

Men regeringen ryster fortsat ikke på hånden. Store bededag er fortid. Så hvad nu?

Folkeafstemning er en blindgyde

FH-fagbevægelsen er enige om at holde kursen og holde sagen i live. Modstanden skal fortsat være synlig, og hver eneste dag med store bededag på dagsordenen er en god dag på kontoret på Islands Brygge.

Men der er ingen større arrangementer i støbeskeen, og derfor var demonstrationen søndag også en foreløbig kulmination på den hidtil meget aktivistiske fase med underskriftsindsamlinger, stordemonstration og opfordring til folkeafstemning.

Underskriftsindsamlingerne vil man fortsætte med. Derudover overvejer man netop nu, hvad man kan bruge de foreløbigt 467.000 underskrifter til, og hvordan og hvornår de skal afleveres til regeringen.

Der tygges samtidig på, hvordan man kan mobilisere de angiveligt 150.000-200.000 af underskriverne, som har givet samtykke til, at kampagneholdet må kontakte dem.

Og så vil man begynde at kaste sig mere nidkært ind i ministeriets høringsnotat, som har vakt harme i flere dele af fagbevægelsen, der opfatter den korte høringsproces som ren og skær skinproces.

Endeligt er der spørgsmålet om opfordringen til en folkeafstemning, som et mindretal i Folketinget kan kræve, hvis de kan mønstre 60 mandater.  

Netop den opfordring løb med opmærksomheden, da en samlet fagbevægelse i midten af januar trådte frem og overskyggede statsministerens åbningstale i Folketinget samme dag.

Siden er opfordringen blev nedtonet en hel del, og der har også været murren i krogene, og spørgsmålet deler angiveligt også forretningsudvalget i to: Dem, som mener, at den strategi var en fejltagelse og bør nedtones, og så dem, der mener, at man bør fastholde strategien, fordi det reelt er sidste udvej.

Enige i det spørgsmål er forretningsudvalget i hvert fald ikke, og som en kilde tæt på topledelsen bemærker, så blev folkeafstemningen af samme grund heller ikke nævnt med ét eneste ord af arrangørerne under søndagens debat.

Flere i toppen af fagbevægelsen håber dog fortsat på en folkeafstemning, eller at afskaffelsen bliver udskudt til efter et folketingsvalg. Men de samme personer erklærer, at også det slag synes tabt.

“Vi vil ikke fortsætte i en blindgyde,” som en kilde i forretningsudvalget siger uden for citat.

Må aldrig blive glemt

Erkendelsen af, at store bededag forsvinder, er imidlertid også nået flere i toppen af FH. Alligevel fortsætter hele FH-fagbevægelsen sin kamp til den bitre ende.

Det skyldes til dels, at man vil forsøge at styre og indkapsle den vrede, som man i fagbevægelsen oplever i medlemsfraktioner, og som man samtidig mener, at regeringen fatalt undervurderer. Går topfigurer i fagbevægelsen ikke forrest vil kampagnerne knopskyde organisk, og også fagforbundene vil være i sigtekornet.

Men der findes også kræfter i fagbevægelsen, som vil fortsætte kampen lang tid efter, at store bededag er væk.

For den del handler det også om at signalere, at du ikke lægger dig ud med alle danske lønmodtagere uden at få skrammer.

Derfor skeler denne del af fagbevægelsen også med en vis skadefryd over meningsmålinger, som i øjeblikket viser, at regeringen og Socialdemokratiet styrtbløder vælgertilslutning

Her har man også allerede sat kryds i kalenderen over dage, hvor afskaffelsen kan markeres igen og igen de kommende år.

Onsdag er der eksempelvis samråd med beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og finansminister Nicolai Wammen (S) om afskaffelsen. I februar er der både anden- og tredjebehandling af lovforslaget.

På den internationale kampdag 1. maj vil store bededag med garanti være et gennemgående tema, og i forretningsudvalget har der også været en drøftelse af, hvorvidt man skal invitere socialdemokrater til at holde taler i år.

Derudover kommer der både muligheder ved den nu ekstra arbejdsdag i år 2024, 2025 og 2026, hvor det er oplagt at mindes slaget.

Mødet tirsdag endte angiveligt ikke med nogen entydig konklusion, men én ting er sikkert: Vi har ikke hørt det sidste til fagbevægelsen i denne sag.

GDPR