Analyse: Sidste krampetrækninger udstiller magtesløs opposition

"Jeg synes snart, vi har prøvet alt. Vi er ved at slippe op for argumenter, redskaber og muligheder."

Sådan lød de indledende ord fra en apatisk og frustreret Torsten Gejl (Å) fra talerstolen under torsdagens anden behandling af lovforslaget om at afskaffe store bededag.

Og de sukkende ord fra beskæftigelsesordføreren indkapslede på mange måder oppositionens magtesløshed.

De har nemlig efterhånden prøvet alt, og i weekenden trak et mindretal af oppositionen så endnu et redskab op af værktøjskassen: SF, Danmarksdemokraterne, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige vil ophæve de såkaldte clearingsaftaler, så flest mulige i regeringen skal ned i salen tirsdag og fysisk trykke på knappen.

Partierne bag vil på den måde sætte de skyldige i gabestokken, men det desperate træk kommer ufrivilligt til at udstille oppositionens splittelse og afmagt yderligere. Hverken De Konservative, Alternativet eller Liberal Alliance er med, og Radikale Venstre slog i øvrigt et ekstra søm i kisten ved fredag at støtte afskaffelsen.

Borgerkrig i oppositionen

Regeringen har fået massiv kritik for at ville haste afskaffelsen igennem, men som tingene udvikler sig, er det oppositionen, som skal glæde sig over, at der bliver gjort kort proces.

Det blev tydeligt torsdag, hvor Folketinget var mødt talstærkt op til den usædvanligt lange - næsten to timer - anden behandling, som mange nok havde forventet skulle bruges til at rette skytset mod regeringen, men som i stedet afslørede, at der er opstået borgerkrig i den regnbuefarvede opposition, som ellers stod i samlet og stærk flok mod regeringens bøllemetoder.

De havde nemlig mere travlt med at bekrige hinanden end den fælles modstander.

Det var hverken beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) eller ordfører Jens Joel (S) der stod for skud, men derimod beskæftigelsesordfører Karsten Hønge (SF) og Inger Støjberg (DD).

Fordi de ikke vil støtte den folkeafstemning, der kræver 60 mandater. Til stor frustration fra Alternativet, Dansk Folkeparti og Enhedslisten, som allerede har trykket på knappen. Frustrationen blev bedst illustreret ved, at Torsten Gejl anklagede SF, Danmarksdemokraterne og De Konservative for at være "medansvarlige", hvis de ikke stemte for en folkeafstemning.

Og Karsten Hønge, der ellers er kendt for ikke at pakke tingene ind, stod pludselig der på talerstolen og gled af på ellers helt simple spørgsmål.

Ethvert direkte spørgsmål om, hvorfor SF ikke ville støtte en folkeafstemning blev afværget med, at det altså ikke var det, der var på dagsordenen, men derimod det noget mere halvhjertede ændringsforslag med at udskyde beslutningen til efter et valg. 

Mens Karsten Hønge stod i krydsilden og i øvrigt så noget beklemt ud over situation kunne regeringen og dens ordførere gennem hele seancen læne sig tilbage, mens oppositionen gik i kødet på hinanden.

Bededagsslaget bliver definerende

Slaget om store bededag har fra begyndelsen handlet om mere end afskaffelsen af en helligdag.

Det har handlet om en ny politisk virkelighed på Christiansborg. Alle partier har skullet finde sine ben. Hvem er venner, og hvem er fjender nu, hvor ingen af de gamle regler gælder længere?

Derfor har de seneste måneders slagsmål haft en snert af forfatningskamp.

Og derfor markerer tirsdagens vedtagelse samtidig afslutningen på den første store politiske armlægning, hvis udfald vil definere hele den kommende regeringsperiode.

Enhver tvivl om, hvorvidt regeringen vil benytte sig af sin flertalsmagt er væk. Det vil de uanset, hvor tosset oppositionspartierne ter sig.

Oppositionens kamp har omvendt ikke været forgæves, og de tog et enkelt stik hjem, da de fik bugt med regeringens kobling af store bededag til forsvarsforliget, hvilket omvendt vidner om, at der trods alt også er grænser for, hvor tosset regeringen kan te sig.

Slaget om store bededag er slut, og forude venter den næste store kamp: En reform af universiteterne og halveringen af kandidaten på en lang række uddannelser.

Og nu kender vi skabelonen. Der vil være protester, høringer, samråd, et hav af spørgsmål i salen og givetvis også demonstrationer, men regeringen vil i sidste ende gennemføre sine planer.

Uanset hvad oppositionen kan finde af nye redskaber i værktøjskassen.