Analyse: Store bededag spøger stadig i overenskomstforhandlingerne

20230219-153902-L-1920x1280we
Industriforliget blev præsenteret i Industriens Hus søndag eftermiddag. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Industriens parter har gjort, hvad de kunne for at forhindre det. Men overenskomstforhandlingerne kan stadig blive en folkeafstemning om store bededag, skriver A4 Aktuelts politiske redaktør.

Under normale omstændigheder vil den aftale, industriens parter søndag eftermiddag kunne præsentere, muligvis glide let ned hos lønmodtagerne.

Men omstændighederne er som bekendt alt andet end normale, og selvom en aftale på industriens område i sig selv er en deeskalering af en truende storkonflikt, så er der fortsat to store ubekendte, der spøger i kulissen i de private overenskomstforhandlinger.

Det ene er inflationens udvikling - eller afvikling. 

Kravene til overenskomstforhandlingerne blev udtaget, mens inflationen steg og steg og nåede det højeste i 40 år. Siden er kurven knækket, og det er ikke til at sige, hvor prisudviklingen ender, inden medlemmerne skal til stemmeurnerne i april.

Prisudviklingen de kommende to måneder kan derfor stadig nå at blive afgørende for, hvorvidt lønmodtagerne stemmer "ja" eller "nej", fordi de centrale lønstigninger på fire procent vil blive vejet op imod inflationens udvikling.

Den anden ubekendte er selvfølgelig store bededag.

Parternes topforhandler beskrev de netop overstået og historisk lange forhandlinger som et forhindringsløb med udfordringer, der var en jægersoldat værdig. Men her tænkte de altså først og fremmest på inflationen og krigen i Ukraine, mens store bededag - der ellers har fået hele fagbevægelsen på barrikaderne - ikke blev nævnt med ét ord.

Heller ikke i aftaleteksten er store bededag nævnt.

Men den fremmødte presse spurgte naturligvis ind til netop det, og formand for Dansk Metal Claus Jensen, der ellers gjorde en dyd ud af at forklare, at afskaffelsen af store bededag ikke var arbejdsgivernes værk og derfor ikke en sag mellem parterne, måtte alligevel tale en hel del om bededagselefanten i Industriens glashus.

Han gentog adskillige gange, at vreden skulle rettes mod politikerne, og understregede, at medlemmernes største ønske var at indhente reallønstabet.

I sidste ende erkendte han dog alligevel, at kompensationen for store bededag nok havde stået højt på ønskelisten, hvis afskaffelsen havde været kendt på det tidspunkt, kravene blev udtaget.

Regeringen bærer ansvaret for storkonflikt

Fraværet af store bededag hviler på en analyse af, at det er en sag mellem fagbevægelsen og regeringen.

Frygten er, at urafstemningen risikerer at blive en folkeafstemning om store bededag, hvis CO-industri havde insisteret på at gøre en kompensation til en del af forhandlingerne.

I stedet forsøger de at adskille tingene helt. Strategisk betyder det, at lønmodtagernes topforhandlere i de kommende måneder kan føre en ja-kampagne, der styrer fuldkommen uden om store bededag, samtidig med at de blankt kan afvise den uundgåelige nej-kampagnes forsøg på at blande store bededag ind i afstemningen. Det sidste havde været utroværdigt, hvis en tabt helligdag fremgik af aftaleteksten.

Det har imidlertid også krævet en aftale, der var så god, at lønmodtagerne er villige til at se bort fra eksempelvis det principielle i at miste en fridag, og det meget konkrete i tabte helligdagstillæg. Og det er netop, hvad topforhandlerne i CO-industri mener, at de har leveret.

Deres afstandstagen til store bededag sender samtidig et utvetydigt signal til regeringen: Vi har taget ansvar, vi har gjort vores, og vi har gjort det, selvom I smed en håndgranat ind i forhandlingerne på det værst tænkelige tidspunkt.

Derfor ligger ansvaret for en storkonflikt nu også alene på regeringens skuldre.

Det er et budskab, som 3F-formand Henning Overgaard og FH-formand Lizette Risgaard også tidligere har leveret en anelse mindre subtilt. Med søndagens forlig har det budskab fået mere tyngde.

Nuvel. Forude venter en stor kommunikativ opgave. Aftalen skal stadig forklares og forsvares, og der er legitime grunde til at mene, at aftalen ikke er god nok, fordi en del af lønrammen enten ligger ude i fremtiden eller skal forhandles hjem lokalt.

Og det skal gøres på bagtæppet af slaget om store bededag og inflationen, som fortsat er to helt store ubekendte, der kan få afgørende betydning for afstemningsresultatet - og i sidste ende en storkonflikt.

Topforhandlerne kan imidlertid dog trøste sig med, at hovedparten af medlemmerne typisk følger deres anbefalinger.

I hvert fald under normale omstændigheder. 

Aftaletekstens hovedpunkter

Her er hovedpunkterne i den nye to-årige overenskomst, der løber indtil 1. marts 2025 - hvis lønmodtagerne ellers vender tomlen opad. 

- Fritvalgskontoen stiger fra 7 til 9 procent i 2024.

- Arbejdsgivernes pensionsbidrag stiger fra 8 til 10 procent allerede i år, mens lønmodtagerne indbetaler 2 procent mindre. De overskydende 2 procent går i stedet direkte ind som løn.

-Mindstelønnen stiger med 4,5 kroner i år og 4,5 kroner næste år - i alt med 9 kroner i timen over to år.

-Flere værktøjer til tillidsrepræsentanter til lokal lønforhandling på den enkelte virksomhed. 

- Uddannelsesrepræsentanter kan nu udpeges, hvis der er enighed på arbejdspladsen.

- Nye barselsregler giver far/medmor yderligere to ugers øremærket barsel med løn, og forældrene har derudover fået to uger til deling.

GDPR