Analyse: Trepartsforhandlinger forsinkes af intense sværdslag

20230927-150336-L-1920x1280we
Kommunal topforhandler Michael Ziegler, FH-formand Morten Skov Christiansen og CFU-formand Rita Bundgaard i forhandlingslokalet. Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Skrækscenariet var en sammenblanding af trepartsforhandlingerne og OK24. Det ser nu ud til at være uundgåeligt. Dermed kommer lønløftet til afstemning til foråret.

Presset stiger på topforhandlerne fra fagbevægelse, arbejdsgivere og regeringen, der i øjeblikket forsøger at lukke en historisk trepartsaftale om et lønløft i den offentlige sektor.

Dag for dag rykker det officielle startskud til OK24 nærmere, mens parterne forsøge at lande et ekstremt kompliceret kompromis i et virvar af modsatrettede interesser og hensyn på et bagtæppe af faldgruber og stærke følelser.

Med under tre uger til den planlagte deadline for en trepartsaftale i midten af november, har de i forvejen højspændte forhandlinger vist sig sværere og hårdere end forventet.

Prisen skal betales af de rigtige

Det bliver de offentligt ansatte, der får del i lønkronerne, der også betaler i form af øget fleksibilitet. Det er et grundlæggende princip, som alle omkring forhandlingsbordet kan tilslutte sig, omend motivet varierer.

Regeringen vil for alt i verden afværge idéen om Folketinget som en hæveautomat, der kan tvinges til at spytte penge ud, hvis presset fra de offentligt ansatte er stort nok. Lønløftet må ikke være gratis penge.

For de offentlige arbejdsgivere er det alfa og omega, at pengene bruges på at få velfærdssamfundets maskineri til at køre i takt. Vagtplanerne i hjemmeplejen, børnehaver og hospitaler skal fyldes ud.

Og for fagbevægelsen er det store nøgleord retfærdighed. Ingen faglig leder vil skrive under på at forringe forhold for egen faggruppe, så andre faggrupper kan få. Formænd, der går fra forhandlingsbordet uden en krone, har derudover også interesse i, at prisen er tydelig, i tilfælde af medlemmerne ved OK24 kræver kompensation for at være oversete.

Men det enkle princip om sammenhæng mellem gave og offer har vist sig at være knap så enkelt i mødet mellem Finansministeriets ønskeliste og den komplekse virkelighed i det kommunale og regionale aftalesystems forgreninger.

Hvordan skruer man eksempelvis på varslingsfrister, ekstraarbejde, deltidsrettigheder og afdelingsoverflyttelser i et kludetæppe af arbejdstidsaftaler, der dækker på kryds og tværs af geografi, områder og faggrupper? Hvad gør man med to medarbejdere, der arbejder side om side på den samme aftale, men hvor kun én af dem er blandt de udvalgte få?

Komplicerede forhandlinger af ekstremt følsomme spørgsmål øger behovet for løbende risikovurderinger, tekniske udredninger, afstemninger med bagland og forhandlingsudvalg og koordinering med de andre forhandlere.

Det tager alt sammen tid, som forhandlerne ikke har.

Skrækscenariet er en realitet

Advarslerne har været klare fra både lønmodtager- og arbejdsgiverside: Man skal for Guds skyld undgå, at trepartsforløbet og alt dets potentielle raseri, skuffelse og bristede drømme skvulper over i OK24, der i forvejen så svær ud.

Forhandlingsfællesskabet har i meget utvetydige vendinger kaldt på vandtætte skotter, og KL-topforhandler Michael Ziegler har direkte formuleret risikoen for, at det ene forhandlingsforløb ødelægger det andet.

Men løbet er reelt set kørt. Det er for sent at holde det adskilt, og alt indholdet fra trepartsaftalen kommer reelt set til afstemning til foråret, lyder det fra en række kilder.

Det komplicerer forhandlingerne yderligere. Hver eneste gang, en af de faglige ledere tager stilling til et spørgsmål i Finansministeriet, skal vedkommende spørge sig selv, om beslutningen holder i mødet med kampklare medlemmer foran Forligsinstitutionen og kan forklares for rullende kameraer.

Hvad skal forhindre, at et lukket aftalepunkt fra treparten kræves genåbnet af utilfredse medlemmer? Det er et af de svære spørgsmål, forhandlerne slås med.

Udover sammenblandingen øger også tidspresset sprængfaren. Allerede nu ser det nemlig ud til, at trepartsforhandlingerne vil overskride den deadline, Forhandlingsfællesskabet har sat for en fælles forhandlingsaftale. Det er så godt som umuligt at koordinere brede, fælles krav, før man ved, hvem der bliver vindere og tabere i treparten.

Det kan sætte sammenholdet i Forhandlingsfællesskabet under et gevaldigt pres, og solidaritet og forståelsen for andres ønsker kan vise sig at være uhyre begrænset mellem dem, som får lønløft og dem, der ikke gør. Koordineringen og den fælles front kan blive sat yderligere under pres af trepartsdiskussionen om lokal løn, hvor FH og AC er stærkt uenige.

Dermed sidder topfolkene ved ét forhandlingsbord og kan reelt set ikke undgå at tage forskud på det næste forhandlingsbord, de skal videre til lige bagefter. Det gør kun de i forvejen hårde trepartssværdslag mere intense.

Læs hele analysen i A4 Overenskomst og bliv klogere på regeringens krav om sammenkædning af de offentlige overenskomst, som kan blive en af forhandlingernes helt store knaster.

GDPR