Analyse: Vi lærte én vigtig ting af ni ugers sygeplejerskekonflikt

KM_analyse
Foto: A4's chefredaktør Kristian Madsen.
Varmt efterspil venter for både Grete Christensen og Mette Frederiksen efter indgreb i sygeplejekonflikt uden lønstigninger.

Sygeplejerskerne endte med lige præcis det resultat af strejken, som de fleste havde forudset: En lang næse.

Ni ugers hemmelig konflikt sluttede i går med et varslet regeringsindgreb, der i store træk er den mæglingsskitse, som blev afvist i juni med stort flertal. Den ekstra lønstigning fra strejken blev på 0,0 procent. 

Det har været en gennemført katastrofe for alle parter: For patienterne, der har misset behandling. For sundhedssystemet, der ikke får lettere ved at rekruttere sygeplejerskerne. For den danske model, der blev reduceret til et absurd teater.

Men intet sted er tømmermændene så store som i Dansk Sygeplejeråd. Til sidst var det kun et spørgsmål om, hvornår sygeplejerskerne var blevet pryglet nok, så beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard som en nådig kampleder kunne stoppe slaget uden selv at få for meget blod på skjorten.

Heunicke slog alarm

Det tidspunkt kom i går med et stramt koreograferet ping-pong mellem sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S). 

Heunicke gik ud med en dramatisk advarsel om en “forværret” situation. Det brugte Hummelgaard som anledning til at afhøre parterne om mulighederne for et forlig, og da begge erklærede, at forhandlinger var udsigtsløse, slog Hummelgaard til med et indgreb.

Paradoksalt nok er et af regeringens problemer nu, at sygeplejerskernes strejke i det store hele er blevet overset i offentligheden. Hvis der havde ligget døende patienter på gangene, ville enhver kunne forstå nødvendigheden af et hurtigt indgreb. Sådan er situationen ikke i dag.

Nu kommer efterspillet både på Christiansborg og i fagbevægelsen, og det kan lægge et tungt pres på både statsminister Mette Frederiksen og Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen.

Pres fra venstrefløjen

Mette Frederiksen overlod indgrebet til beskæftigelsesministeren, der håndterede sagen med klædelig ydmyghed og beklagelse. Regeringen vil kæmpe for at holde statsministeren mest muligt ude af sagen. 

Men venstrefløjen vil kæmpe for at trække Frederiksen helt ind i rampelyset. Dels fordi de ønsker ligelønssagen sparket op på højeste politiske niveau og dels med det gustne overlæg at snuppe en bid af den socialdemokratiske mandatfremgang.

Den strategi bliver pinligt åbenlys, når fx SF ser ud til at ville stemme for den hastebehandling i folketinget, der sikrer, at konflikten stopper hurtigt, men på den anden side også vil indkassere gevinsten ved at være imod. Trykket fra venstrefløjen bliver massivt.

Frederiksen fik vælgertæsk under OK18

Et overenskomstindgreb er altid en betændt sag for Socialdemokratiet, men det er ekstra pikant for Mette Frederiksen. 

Det var Mette Frederiksen, der som beskæftigelsesminister i 2013 underskrev indgrebet i lærerkonflikten, der tromlede de lockoutede lærere.

Ved OK 2018 spillede Mette Frederiksen rollen som oppositionens ansvarlige leder, der ikke ville afvise at være med i et regeringsindgreb, lidt for overbevisende. 

Det udløste en stor socialdemokratisk vælgerlussing, hvor S-formanden Mette Frederiksen bl.a. blev afvist som 1. maj taler af den blodrøde fagbevægelse i Nordjylland. 

Men det handler ikke blot om, hvordan det vil tage sig ud i vælgernes øjne. Det handler også om det reelle problem, som sygeplejerskeflugt fra den offentlige sektor vil medføre.

Frederiksen har gjort investeringer i den offentlige velfærd og tillid til de offentligt ansatte til kardinalpunkter i programmet, og flere sygeplejersker var et centralt valgløfte. Hvis det fundament begynder at skride, så kan de langsigtede konsekvenser blive endnu større. 

DSR må finde et indre sammenhold

Men en kvinde har endnu større problemer: DSR’s formand Grete Christensen.

Troværdigheden er sivet ud af sygeplejerskernes fagforening til begge sider i de seneste måneder. Arbejdsgiverne ryster på hovedet af en faglig organisation, der ikke kan få leveret et ja fra medlemmerne til en overenskomstaftale. Og medlemmerne ser med vantro på, at deres krav ingen vegne kommer.

Grete Christensen vil komme under et massivt internt pres, og det vil kræve alle den erfarne fagforeningskvindes talenter, reelt at kunne sætte sig tilbage i ledelsen. 

DSR er nødt til at få røget en fredspibe mellem de pragmatiske organisationsfolk, der udmærket vidste, at en strejke var udsigtsløs og aktivistgrupper som Danske Sygeplejersker, der alligevel stemte for at rulle bannerne ud. Det svækker organisationen, at den indre splittelse om kursen står så skarpt. Det er nok klogt, at inddrage aktivisterne tættere i forhandlinger og hovedbestyrelse end at lade dem fungere som en stat i staten, der taler helt uafhængigt af ledelsen i forbundet.

Ingen kan løfte ligeløn alene

Sygeplejerskerne har desuden en hel del skår at klinke internt i FH. Sygeplejerskerne har stået helt isoleret, siden medlemmerne stemte nej til Lizette Risgaards idé om en ligelønkomité, der nu alligevel bliver gennemført som en del af indgrebet. DSR’s medlemmer er nødt til at erkende, at de er nødt til at opbygge stærkere fællesskaber med de lavest lønnede grupper i blandt andet FOA og HK.

Det er måske det eneste udbytte af ni ugers strejke uden opbakning og uden resultat: Intet forbund kan løfte ligelønssagen alene. Det nytter ikke noget bare at stemme overenskomsten ned.

Reelle fremskridt for ligestillingen mellem tyngden i mænd og kvinders lønningsposer, kræver et stærkt indre fagligt samarbejde mellem forbundene på tværs af indkomst- og uddannelsesforskelle mellem både offentlige og private fagforeninger, der kan mobilisere den nødvendige politiske vilje.