Flere kulturinstitutioner melder sig ind i Dansk Erhverv

20141208-180703-L-1920x1277we
Den Gamle By er den seneste i en række af kulturinstitutioner, som melder sig ind i Dansk Erhverv. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Flere af Danmarks store kulturinstitutioner som Arken, Aros og nu Den Gamle By har i den seneste tid søgt rådgivning og meldt sig ind i Dansk Erhverv. Det skyldes blandt andet forvirring under coronakrisen.

Dansk Erhverv har i den seneste tid fået en del nye medlemmer fra kulturlivet i Danmark.

Det nyeste eksempel er Den Gamle By i Aarhus, der med mere end 500 ansatte er blandt de største kulturinstitutioner i Danmark.

Den Gamle By følger blandt andet i sporet på Moesgaard Museum, Aros og Arken som nylige medlemmer af Dansk Erhverv.  

Ifølge direktør for Den Gamle By Thomas Bloch Ravn har man i mange år har set sig som en del af erhvervslivet:

"Vi har i mange år betragtet os selv som en kulturvirksomhed med drift og nytænkning som det naturlige omdrejningspunkt. Er der overskud på aktiviteterne, giver det os mulighed for at investere i udviklingen af nye oplevelser. Det bør vi om nogen vide, for vi huser i bogstavelig forstand fortællingen om danskernes udvikling fra den gamle købstad til nutidens velfærdssamfund," siger Thomas Bloch Ravn. 

Coronanedlukning satte gang i udviklingen

Hos Dansk Erhverv påpeger administrerende direktør Brian Mikkelsen, at især coronanedlukningen med de følgende restriktioner og kompensationsordninger fik flere kulturvirksomheder til at søge rådgivning.

Og den udvikling er altså fortsat efter coronakrisen. 

"Moderne kulturinstitutioner, som museer og koncerthuse, er jo både store arbejdsgivere og kulturvirksomheder, som har brug for at skærpe forretningen og sikre, at der er styr på både aftaler og medarbejderforhold. Hvor produktet i kultursektoren måske er lidt anderledes, og værdien kan tælles på flere bundlinjer, så har kulturvirksomhederne jo helt samme udfordringer som det øvrige erhvervsliv, hvad enten det gælder digital eller bæredygtig omstilling, ledelse, diversitet eller noget så gammeldags som forretningsudvikling," siger Brian Mikkelsen.

GDPR